Brug for dyreværnskorps i Danmark
20. januar 2010
Naboerne kunne tit høre, at blodhunden Holger blev slået og sparket.
De hørte den stumpe lyd af en støvle, der ramte tungt mod hundes krop og derefter, at han hylede og klagede sig. Igennem et par måneder forsøgte flere naboer gentagne gange at anmelde det – i alt mellem 20-30 gange. Næsten alle gangene blev de afvist, fordi politiet sagde, at de ikke kunne bruge det til noget, når der kun var tale om, hvad man som vidne havde hørt, men ikke set.
Da det sidste gang blev anmeldt, kom politiet dog. De fandt ejeren i ejendommens kælder, hvor han prøvede at vaske en del frisk blod af hunden, som stammede fra mishandlingen. Han forklarede betjentene, at blodet var normalt og blot skyldtes, at det var en blodhund. Betjentene vidste ikke bedre og kørte hjem til stationen.
Holger blev fundet død få timer efter.
Da politimesteren kommenterede forløbet til pressen sagde han bl.a., at »vi jo kan give bøder og anden straf, men hvad hjælper det dyrene«? Men som en borger skrev i et læserbrev, så underkendes dyreværnsloven og vores retssystem ved sådan en udtalelse fra en politimester. Denne sag, som er fra midten af 90’erne, illustrerer myndighedernes manglende håndhævelse af Dyreværnsloven.
Den kedelige udvikling startede dengang og er desværre fortsat siden.
Levende skelet
Hesten Lasse lignede et levende skelet, så tynd var han. Han stod på en mark, der var græsset helt ned. Hans vægt var ca. halvdelen af det normale. Politiet afviste alle anmeldelser, men da dyreværnsfolk fik pressen (dyreværnsfolkets bedste ven) til at omtale sagen og bringe billeder, kørte de til sidst derud. Først mente de, at hesten jo bare kunne æde noget græs. De kunne ikke se og forstå, at marken var græsset helt ned. (Det oplever vi ofte).
Til sidst, efter massivt pres, gik politiet med til at meddele ejeren ( pålæg), at hesten skulle have foder to gange hver dag. Hesten var ikke syg, den var blevet sultet.
Da den fik foder, tog den hurtigt på og kom til at se flot og normal ud i løbet af et par måneder. Fire måneder efter var den gal igen: Den var igen radmager. Det blev atter anmeldt, og politiet prøvede igen at afvise at gøre noget. Til sidst indvilgede de, men ringede til ejeren først. Da de mødte op, var hesten derfor fjernet. Politiet foretog sig ikke mere i sagen. Ejeren fik ingen bøde eller andet.
En flok Aberdeen Angus kvæg gik ude i skiftevis tørvejr, regn, snevejr mv. hele vinteren igennem.
Når det ikke var frostvejr, så i det rene mudder, som de sank ned i; folden var ret lille, og bunden blev trådt op. De kælvede også her, hvor en del af kalvene enten var dødfødte eller døde kort efter sandsynligvis pga. kulde og mangel på mælk hos moderdyrene.
Dyrene havde intet læskur eller andre tætte naturlige læmuligheder, som loven ellers stiller krav om, der skal være. De var udtalt magre og blev også fodret alt for utilstrækkeligt. De gik meget af tiden og brølede højt, fordi de var frustrerede og voldsomt sultne samt tørstige.
Anmeldt flere gange
Forholdet blev flere gange anmeldt til politiet, der afviste. Efter længere tids pres tog de dog til sidst ud på stedet men mente ikke, at der var noget galt. Ejeren sagde til politiet, at han var medlem af Dyrenes Beskyttelse. Det fandt politiet afgjorde sagen, så måtte det være o. k. Politiet sagde også, at fordi dyrene virkede vågne og ivrige og gik hen imod dem, da de gik ind i folden, så måtte det betyde, at de havde det godt nok. Sådan argumenterer politiet ofte – også med heste, der sulter.
Men når dyr sulter eller lider nød på anden måde, går de netop forventningsfuldt hen imod personer, der går ind til dem, fordi de håber på, at de bringer dem foder eller hjælp. Hvis de har det godt, vil de oftere blot blive stående og f. eks. æde videre.
Nogle store hundehvalpe lå i december måned og peb på en altan.
Det var frostvejr og begyndt at sne. Politiet afviste at foretage sig noget. Naboerne brød ind i lejligheden og fjernede de iskolde hvalpe. En af dem var allerede død. En alkoholiker fik ikke luftet sin hund. Den fik dagligt en del tæsk, når han kom hjem fra drukturene, pga. dens urenlighed i lejligheden. Politiet afviste de mange anmeldelser fra naboer.
Til sidst fjernede naboerne hunden og begik selvtægt.
Der findes snesevis af lignende sager. I sommeren 2006 samlede én fra gruppen bag dette initiativ 30 »friske« sager sammen, som var velbeskrevne og demonstrerede problemerne. De blev sendt til daværende justitsminister Lene Espersen (K). Svaret var intetsigende.
Kernen i problematikken er, at politiet mangler viden om dyr. Politiets ressourceproblemer og det forhold, at der i dag er mere brug for politiet i samfundet til andre alvorlige sager end for få år siden, har været med til at forværre situationen.
Dyreværnsloven hævdes ikke mere på et blot nogenlunde rimeligt niveau i Danmark. I de senere år er muligheden for at klage over en anmeldt men afvist dyreværnssag ydermere blevet afskaffet.
Rutinemæssig afvisning
Hvis man som privatperson eller organisation anmelder en overtrædelse af Dyreværnsloven og efterfølgende ønsker at klage over politiets afgørelse, får man en rutinemæssig afvisning fra Statsadvokaten, hvor der står, at man ikke er klageberettiget, fordi man som person eller organisation ikke var den forurettede part.
Men den forurettede part var jo et eller flere dyr, der som bekendt ikke selv kan skrive klagebreve.
Der bør indføres en ret til at klage og en ret til information om sagens udfald.
Når man vil anmelde en alvorlig dyreværnssag, møder man som regel en mur. Almindelige borgere må ofte give op. De mange afviste sager tæller ikke med i statistikken, men alligevel har politiet en fordobling i antal anmeldte dyreværnssager de seneste fem år (bortset fra et enkelt år som nok skyldes denne »mur« ). Stigningen skyldes ikke, at folk er blevet mere opmærksomme og følsomme.
Tværtimod er sagerne, vi har i dag, tit mere barske og ofte mere komplicerede. Så sent som 18. december fortalte Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse om en sag, hvor kreaturer går ude på en mark uden tilstrækkeligt vand og foder, og hvor man venter, at kalvene vil bukke under i løbet af kort tid pga. kulde og manglende læskur samt sult og tørst. Politiet afviste sagen pga. travlhed.
I mange tilfælde er det svært at få politiet til at forstå, at dyreværnssager faktisk hører under politiet -at de skal handle og gøre noget. Der findes undtagelser, men de er få. Vi må ofte sende hele lovgrundlaget med anmeldelsen og strege med gult i de paragraffer, vi mener, er overtrådt samt fremføre de faglige veterinære argumenter. Ellers sker der slet ikke noget. I de fleste tilfælde må vi alligevel opgive. Derfor er der også begyndt at brede sig en uheldig tendens til selvtægt i dyreværnssager.
Fjernes eller frikøbes
De lidende dyr fjernes eller frikøbes, fordi man ved, myndighederne ikke fungerer på dette område. En dyrlæge skrev for nylig, at årsagen til den manglende indsats er: »at politiet hverken har økonomi, tid, viden eller vilje til at beskæftige sig seriøst med emnet«. Politiet burde hjælpes og bistås af et korps af personer, der har forstand på dyr, dyreværn og dyrevelfærd. Der har været forskellige forsøg på at afhjælpe problemerne ved at hæve straframmen, udarbejde manualer og forsøge at efteruddanne politiet, så nogle betjente kunne få mere forstand på dyr. Men det kan man ikke få på et par dages eller ugers kursus, for det er en meget omfattende viden, man skal have for at kunne bedømme et dyrs situation og tilstand. Det bliver ikke lettere af, at dyr er meget forskellige og ikke kan tale. Derfor skal vi have et dyreværnskorps, der kan bistå og aflaste politiet. Dyreværnsforeningerne vil formentlig uddanne og afholde en del af udgifterne til det.
Dette korps, som kun skal have visse, men dog nogle få nærmere begrænsede og veldefinerede beføjelser, bør arbejde under og sammen med politiet. Det kan finansieres, dels igennem frivillige midler fra alle dyreværnsforeningerne, fra fondsmidler dels fra frivillige bidrag fra befolkningen og dels af staten. Dyreværnskorpset skal kun have adgang, når ejeren af dyrene selv siger o. k. og giver det adgang, men det ved vi fra udlandet oftest vil ske.
Politiet skal have pligt til at komme inden for en time, hvis dyreværnskorpset beder om og mener, det er nødvendigt. Der skal udarbejdes detaljerede retningslinjer samt en grundig vejledning og manual for dyreværnskorpsets arbejde og beføjelser samt for samarbejdet mellem korpset og politiet.
Vi ved, at der er opbakning hos den danske befolkning – vi mangler kun politikerne.
»Politiet skal have pligt til at komme inden for en time, hvis dyreværnskorpset beder om og mener, det er nødvendigt.
Billedtekst: Denne pony opgav livet fire timer efter redningsaktion. Den døde af sult, og på billedet ligger ned, fordi den ikke kunne stå på benene. Den havde ingen kræfter. Hesten til højre har været udsat for et modbydeligt overgreb med en kniv.
Kronikken er skrevet af Arbejdsgruppen for etableringen af et dyreværnskorps i Danmark (øverst fra venstre):Mirja Holm Thomsen (Dyreværnsorganisationen OASA) Jørgen S. Petersen og Fransiska Andersen (Inges Kattehjem) Anne Trane (Dansk Dyreværn Århus) Christian Birkemark (Hundens Tarv) Axel E. Sørensen (Alle Dyrs Ret) Anne-Mette Iversen (Hesteinternatet af 1999) Lene Kattrup (Dyrlæge) Janne Junker (Nyt Hesteliv)
Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde og Frederiksborg Amts Avis 19. og 20.1.2010