Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Børn er små mennesker

3. april 2013

Omskæring eller forhudsamputation af drengebabyer

Som barn syntes jeg, min far var perfekt og fuldstændig, selvom han manglede det ene ben, som han havde fået sat af, fordi han var blevet skudt i knæet. Han havde betydelige fantomsmerter resten af sit liv, og var en overgang narkoman pga. dette. Som læge havde han let adgang til stofferne.  Men det vigtige her er, at det kun var ham selv som individ, der kunne vurdere – også udover smerterne – præcist hvad det betød for ham og for hans liv at mangle det ben.

Ingen andre mennesker kunne vurdere dette. Han havde levet med to ben indtil han var 22 år, så han kunne endda sammenligne livet med før og efter. På samme måde er det kun individet selv, der kan bedømme konsekvenserne af at mangle sin forhud, herunder betydningen for livskvaliteten inkl. seksuallivet. Og i øvrigt allerbedst vel en mand, der har prøvet både at leve med en forhud og senere uden en.

Derfor er det kun personen selv, der som myndig kan træffe valget at blive forhudsamputeret på et informeret og oplyst grundlag, der kan give mulighed for at overskue konsekvenserne. Etisk set kan man på ingen måde tillade sig at fjerne forhuden på et barn, medmindre der er tale om en særlig individuel sygdomsindikation. At forhuden er uhyre vigtig og har en funktion, behøver man vel næppe at forklare.

Vi kan ikke komme uden om, at emnet også drejer sig om, hvor meget kultur og religion må fylde i det offentlige rum. Jeg er selv kristen og mener, at et velfungerende demokrati skal give plads til religion i det offentlige rum. Men derfor skal religion ikke have politisk magt til at kunne bestemme eller sætte sig ud over gældende love samt frihedsrettigheder i samfundet.  I et demokrati, skal lovene begrundes rationelt/logisk efter en fri folkelig debat, hvorefter de vedtages i et parlament, hos os Folketinget. I et sekulært demokrati kan man ikke have religiøst begrundede love, der jo afskaffer den politiske ligeværdighed og religionsfriheden, der begge er demokratiets grundsten – ligesom, der skal være lighed for loven, som skal gælde for alle borgere uanset religiøst elle kulturelt tilhørsforhold.

På den anden side bør staten kun, som bl.a. den engelske filosof John Stuart Mill udtrykte det, begrænse borgerne handlinger gennem lovgivning, hvis disse handlinger skader fællesskabet eller andre mennesker. Med omskæring har vi at gøre med en handling, der skader en lille dreng. Det begrænser i øvrigt også drengens religionsfrihed som voksen, da indgrebet er irreversibelt.

En kulturel eller religiøs begrundelse kan således ikke i et demokrati trumfe samfundets krav om, at børn bør beskyttes mod at få foretaget smertefulde, irreversible og unødvendige kirurgiske indgreb. Og i den vestlige del af verden, hvor der er adgang til sæbe og varmt vand, er der ikke andre begrundelser for omskæring af drenge end disse religiøse og kulturelle begrundelser, som ikke bør få lov til at sætte loven og børns rettigheder ud af kraft.

Men hvad er et barn, og skal børn da have rettigheder. Et barn er først og fremmest sine forældres barn, men kun til låns, for børn er små mennesker. Og børn bør sikres og have visse (menneske) -rettigheder. I totalitære stater er børn primært statens. Et barn tager ikke skade af en meget holdningsbaseret, ideologisk eller religiøs opvækst, hvis den ikke har karakter af intolerance, lukkethed og indoktrinering, og så længe den ikke placerer barnet i en voldsom modsætning til det omgivende samfund. Det vil være bedre end en opvækst uden retning og uden værdier. Dog må det forudsættes, at barnet som voksen har friheden til at kunne vælge sin barnelærdoms tros- eller tankesystem fra igen, hvis dette ønskes.

Her har vi et problem med den religiøse omskæring. Problemet er, at omskæringen, som bestemt ikke er en bagatel, ikke kan vælges fra igen. Mange personer fremfører så det historiske argument, at vi skal acceptere drengeomskæring, fordi det er en ældgammel rituel historie. Men den kvindelige omskæring, som de mange, der fremfører dette argument næsten altid tager klart af stand fra, er jo også en ret gammel tradition. Derfor er disse personer inkonsistente i deres argumentation. Historie kan ikke stå alene, som begrundelse for en handling. Vi har haft andre barbariske rodfæstede skikke, som vi fjernede, fordi empatien og fornuften vandt. Tænk blot på slaveriet eller på stavnsbåndet, som heldigvis blev ophævet.

I Det Etiske Råd taler en del af os ofte om ved etiske problemer og etiske dilemmaer, at man først skal mærke efter sin umiddelbare mavefornemmelse eller i sit hjerte, hvor man står – og så derefter tænke det grundigt efter også med sin hjerne og sin fornuft for at se, om det holder. Jeg vil opfordre alle til at se nogle videoer, for at blive klar over, hvordan omskæring af drengebørn og/eller drengebabyer foregår under det, vi kalder for ordentlige forhold her i Vesten.  På en video på You Tube så jeg f.eks., hvordan en ualmindelig dejlig tryg og tillidsfuld baby, på et splitsekund fik ødelagt sin tillid til sine medmennesker.  Drengen virkede såret, chokeret samt angst og forbløffet over den intensive smerte, han blev udsat for. På videoen ses det, hvordan man langsomt og omstændeligt får skåret og frigjort forhuden hele vejen rundt fra drengens penis, hvilket ikke er så let. Han får derpå lagt ”vævsknusetænger” på for at kontrollere blødningen, hvorefter forhuden skæres af.  Igennem hele seancen hører man gråden og ser hans kropssprog, der udtrykker afmagt, chok og smerte. Jeg er som dyrlæge vant til at se blod og operere. Desuden arbejder jeg med dyreværn, hvor jeg desværre ser mange barske ting. Til min overraskelse fik jeg et ildebefindende hen mod slutningen af videoen, jeg fik koldsved, en stærk kvalme og måtte lægge mig ned på gulvet ved computeren. Min hjerte- og mavefornemmelse fortalte mig tydeligt, at der her var tale om et uacceptabelt overgreb på et lille barn. Så simpelt er det. Men vi mennesker kan jo af og til afvise både følelser og fornuft.

Imidlertid burde også vore fornuft sige os, at alle børn (uanset religiøs og kulturel baggrund) bør sikres nogle umistelige frihedsrettigheder. Indgreb på kroppen, og i særlig grad irreversible indgreb, som ikke er medicinsk nødvendige, burde ikke være tilladt på børn – uanset køn. Både drenge og piger kan, når de fylder 18 år, selv træffe beslutning om, hvad der skal ske, hvis de ønsker ændringer på deres krop. Og det skal i så fald ske for egen regning efter min mening. Et informeret oplyst samtykke har altid været en ufravigelig grundpille i vores retssamfund, men det kræver jo, at personen er over 18 år. Botox og tatovering mm. kræver 18 år.

Staten bør kun tillade irreversible indgreb på et barn, hvis der er utvetydige videnskabelige beviser for, at indgrebet gavner det enkelte barns helbred, og det er der jo ikke med omskæring på et normalt skabt barn. Det må gælde både for drenge og piger og for ateister, muslimer, jøder, hinduer, buddhister, gammel testamentelig troende og almindelig ny testamentelig kristne og alle andre.

Jeg synes, det er logisk. Respekten for individets ret til ikke at få ændret sin krop (retten til at bevare en intakt krop), medmindre der er givet et informeret samtykke, som kun kan opnås fra en myndig og habil person, og/eller der er en klar sygdomsindikation, bør ikke kunne tilsidesættes af religiøse eller kulturelle grunde.

Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd indlæg ved stiftende generalforsamling for foreningen Intact Denmark se 3. april 2013 i Farum    http://intactdenmark.wordpress.com/about/

 

 

 

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver