Andre må tage fat, hvor Naser Khader forståeligt slap
27. august 2009
Da jeg læste kronikken i Jyllands-Posten 25/8 af Sosun Sendi og Pernille Ammitzbøll (tidligere aktive i Demokratiske Muslimer) kom jeg til at tænke på to unge kvinder, der sidder på en cafe over en cafe latte og taler om, at deres far svigtede ved aldrig at tage dem med i Tivoli.
Jeg sidder ved nabobordet og tænker, at I ser da ud som om, I ikke har manglet noget, og under alle omstændigheder kan I da bare tage i Tivoli nu.
Ammitzbøll og Sendi får igennem hele kronikken bebrejdet Naser Khader hans mange skift samt at han ikke fik færdiggjort sine projekter.
De virker især bitre over, at Khader ikke havde mere held med projektet Demokratiske Muslimer. Jeg var begejstret, da Demokratiske Muslimer begyndte, og støttede dem.
Jeg har en del materiale fra dengang, bl.a. mange avisudklip, som kan dokumentere, at Khaders arbejde var op ad bakke. Han løb som formand ind i næsten alt det kævl, ballade og al den obstruktion, som man kunne tænke sig.
Eftertænksomhed
Alene det, at det nu blev sat på dagsordenen, at en muslim burde være en sekulær demokrat, der tog klar afstand fra sharialoven som lov, virkede provokerende på nogle, og det medførte en del debat samt visse anklager mod Khader, som han vist ofte stod ret alene med.
Hvis han blev træt, forstår man godt. Jeg bliver det, bare jeg læser disse udklip igennem.
Demokratiske Muslimer fik under alle omstændigheder sat en eftertænksomhed og en meget vigtig debat i gang herhjemme, og netværket fik afholdt nogle konferencer af høj kvalitet med fint indhold.
Sendi og Ammitzbøll bruger en hel kronik på at angribe Khader, men hvad forhindrer egentlig dem selv i at tage fat, hvor Khader slap med Demokratiske Muslimer? Det er der i høj grad brug for; held og lykke med det.
Lene Kattrup i Jyllands-Posten 27.08.2009