Selvkritik eller selvcensur. Der skal skelnes klart
27. januar 2010
DER BREDER SIG en tendens til at forveksle selvkritik med selvcensurering.
Erling Tiedemann gjorde det i sin etikklumme den 18. januar. Maja Arthy gør det tydeligvis i avisen den 25. januar.
Det er kedeligt, for det forvirrer og forplumrer debatten, når vi taler om forskellige ting. Censur er, når man uønsket – af en selv – må fjerne eller ændre noget i et værk eller en tekst på grund af tvang eller frygt. Selvcensur er, når man gør det på forhånd, det vil sige forinden man er blevet bedt om det eller tvunget til det.Maja Arthy skrev i sit indlæg om at lægge bånd på sig selv for ikke at såre andre. Ja, det er til en vis grad et legitimt hensyn, men det kommer jo an på vigtigheden af det budskab og den sag, man måske gerne vil ud med. Og så skal hun jo ikke glemme, at modtagere, der er alt for følsomme, måske netop bør såres i visse situationer.
Nogle gange må noget siges, selvom det sårer, fordi det udvikler, gør os til klogere og bedre mennesker – eller i det mindste giver os muligheden for at blive det. Netop samme dag citerede Kristeligt Dagblad forfatteren Franz Kafka for at have sagt: ”Jeg tror, at vi burde læse den slags bøger, som sårer og gennemborer os. En bog bør være hakken til vor indre frosne sø”. Bedre kan det næsten ikke siges.
Maja Arthy skrev i sit indlæg om at gå med listesko over for følsomme teenagere og voksne børn for ikke at såre følelser*. Her i huset har vi trådt på ligtorne, debatteret og er gået lige ind i netop de farlige og følsomme emner, så huset ofte næsten kogte. Og vi gør det stadig. Det udvikler begge parter, og det, synes jeg, handler om respekt og kærlighed.
OGSÅ MUSLIMER må tåle, at nogle af os vil have lov til at tegne, tale om eller på anden måde fremstille det dybt mærkværdige fænomen, at nogle af deres trosfæller mener, at de skal begå vold efter en religiøs befaling. Det skal vi da have lov til at fremstille og drøfte med ord og streger.
Det kan virke sårende, men det må da være mere sårende, at nogle mener, at man må dræbe i islams navn. Dette uvæsen skal og bør ikke forties. Her i Vesten plejer vi at måtte fremstille den virkelighed, vi synes, vi kan se. Det kan gøres smukt eller usmukt, sagligt og præcist eller mindre godt, men det skal ikke undlades på grund af frygt for vold.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 27.01.2010