Man må da kunne tale om Jesus. Hverken interreligiøs dialog eller mission
17. november 2010
KRISTELIGT DAGBLAD stod den 15. november, at ” flere unge kristne flytter til danske ghettoer for at missionere og sprede medmenneskelighed”.
Det synes jeg var en god nyhed, men da jeg læste videre blev min optimisme kølet lidt.
Det drejede sig især om Gellerupparken, mission var der ikke tale om, og foreløbig var det kun 13 voksne og to børn, hvoraf en familie oplyste, at de nok ikke blev, fordi de vil have et hus med have. De fortalte ellers, som vi ved, at det drejer sig om store, gode og lyse lejligheder.
Byggeriet er der ikke noget i vejen med. På et billede af familien ser man en lille pige, der ser sund og glad ud, på sin røde cykel, med far og mor ved siden af. Jeg tænkte, at de gør præcis det, som flere burde gøre.
Jeg er imod, at vi har taget så højt et antal ikke-vestlige indvandrere ind de seneste 30 år. Jeg er imod det af hensyn til vores tillidskultur og sammenhængskraft, den sekulære, fredelige, demokratiske samfundsorden, vores kristne kulturarv og desuden af hensyn til økonomien.
Desuden grundet den belastning af naturen og vores infrastruktur, det har givet, at vi nu er over 5,5 millioner mennesker, hvilket er alt for mange for vores lille land.
For få år siden (1970) var vi under fem millioner, og det passer bedre til landets størrelse.
Vi er ved at være overbefolket.
Men uanset at jeg har været politisk imod denne voldsomme indvandring, må jeg konstatere, at et flertal i Folketinget har ønsket det. Og vi har en pligt til at tage godt imod. Vi må forsøge at få det til at lykkes, uden at velfærdsstaten går fallit, og uden at kultur-og religionsmødet medfører, at det, vi igennem mange år havde bygget op her i landet, går fløjten.
Sådan en lille familie, der flytter til Gellerupparken, yder et værdifuldt bidrag.
Også selvom de sikkert flytter derfra, inden deres børn skal starte i skole, hvor vi ved, det kan være særlig svært. Familien er kristen og vil gerne stå ved det. De har naturligvis søgt omgang med naboerne med muslimsk og anden baggrund.
Men som familiefaderen meget ærligt siger, er det en udfordring, om man som kristen kan tale om Jesus her, og han tilføjer: ” Det er ikke vildt mange gange, at jeg har haft en samtale med nogen om Jesus.” Det er en helt ærlig og redelig snak, men der er så ikke tale om den religionsdialog, som det omtales som i artiklen. En muslim kan ikke tale og fortælle om sin religion uden at måtte tale om profeten Muhammed. Og hvis omvendt en kristen ønsker at have en religiøs dialog, så dur det ikke, hvis Jesus som Kristus og Guds søn skal udelades som emne, fordi det er for følsomt.
Hele kristendommen hviler på Kristus, så det er meningsløst, hvis man skal tie om dette. Vi skal være præcise og ærlige. Måske er mødet blot baseret på, at børn og voksne med forskellig religiøs baggrund møder hinanden over sodavand, kaffe, småkager eller mad og taler om forskellige dagligdags emner. Det er en god og gavnlig ting, blandt andet fordi den opsplitning, vi efterhånden har fået efter religiøst tilhørsforhold, er uheldig og i sit fundament noget, der truer vores demokratiske samfundsorden
Men jeg finder, at det er forkert, at man så ofte kalder det for en ” interreligiøs dialog”.
Det er ikke en rigtig betegnelse, hvis man ikke kan tale frit om sin religion og ikke kan eller tør udspørge frit om den andens religion.
Hvis man for eksempel kun tør at tale om næstekærlighed, men tier om Jesus for ikke at provokere, er der ikke tale om, at man har en interreligiøs dialog. Endnu mindre om, at man søger at udbrede kristendommen ved dialogen.
Domprovst Anders Gadegaard, formand for Danske Kirkers Råd, blev i artiklen citeret for at sige, at de unge kristne skal være på vagt, hvis der er tale om en utvetydig missionsstrategi. Han tilføjer, at man ikke skal have travlt med at omvende andre til kristendommen, for så bliver det svært at skabe tillid.
Han kan have ret, men det er da et problem, at man visse steder ikke mere kan missionere frit. Det burde alle troende, herunder kristne og muslimer, kunne gøre uden nogen risiko.
Jeg synes, Anders Gadegaard svigter ved ikke at gå frem og beklage, at det ikke er muligt og/ eller anbefalelsesværdigt, som det fremgik af artiklen, at de unge kristne kan missionere og gå ud på gaden i Gellerupparken med bibler, hvis de ønsker det.
For få år siden kunne man gøre det overalt i landet.
Noget er sket siden, og det er et væsentligt problem. Det skal vi tale åbent om. Specielt burde en domprovst tage sig tid til dybt at beklage det. Han bør ikke nøjes med at anbefale de unge kristne at være varsomme og holde lav profil, sådan som han gjorde.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad den 17.11.2010