I store dele af Aarhus kan man som DF’er ikke føre den frie og ubekymrede valgkamp
15. maj 2019
Lene Kattrup, der nu stiller op for Nye Borgerlige, måtte et par gange tage flugten ind i sin bil, og hun blev råbt af og truet ved plakatopsætning.
Som JP beskrev først på måneden, måtte justitsministeren i et samråd forklare, hvordan regeringen vil sørge for, at Paludan og hans parti kan føre valgkamp og i det hele taget beskyttes mod de trusler, PET siger, der bl.a. udgår fra islamister og deres støtter. Svaret fra Pape Poulsen var, at politiet vil intensivere efterforskningen af trusler og udarbejde beredskabsplaner, så det kan sikres, som han sagde, at alle partier »kan gå på gaden, tale om sin politik og uddele sit materiale«.
Godt så, men det rækker jo slet ikke. Vi har også brug for politisk konsekvent handling og en meget ændret politik på hele udlændingeområdet, så problemerne løses fra bunden. Uanset konventionerne.Ved hændelser som på Nørrebro, hvor det var tydeligt, at politiet var den svage part, bør politiet fremover have hjælp af hjemmeværnet og evt. militæret, så der kan ryddes op i miljøet og indføres nul tolerance over for hærværk, vold og trusler mm. Nærpolitiet, lokale politistationer med patruljering på gaden skal også tilbage. Det er i dag bl.a. opgivet af hensyn til betjentenes sikkerhed.
Men det er vigtigt at forstå, at politiet og vores domstole på ingen måde alene vil kunne løse problemerne. Heller ikke, om vi så tidobler antallet af betjente osv. Vi ser konsekvenserne af den igennem mange år fejlslagne udlændingepolitik med en multikulturalisme, de fleste af vores politikere med fuldt overlæg eller uden at vide det, har opnået.
Derfor står vi med dybe problemer. Politiets voldsmonopol er brudt. Vi taler om voldsmandens veto. Demokratiet er indskrænket, og voldparatheden er steget. Det er den udvikling, der skal vendes. Det kræver politisk handling.
Udviklingen har været undervejs et stykke tid, men det er blevet betydeligt forværret og nu synliggjort af Paludans happenings. Man kan ikke mere lade, som om alt er ok. Ikke engang valget kan i dag foregå fredeligt. Vi er mange, der i valgkampen må passe ekstra på, når vi færdes. Jeg oplevede det allerede for otte år siden.
Da jeg i 2011 stillede op til folketingsvalget i Aarhus for DF (jeg er i dag kandidat for Nye Borgerlige), ville jeg under valgkampen deltage i mange valgmøder samt gå rundt i byen – ikke kun i de mere velhavende områder –for at møde alle slags vælgere og selv dele mine flyers ud mm.
Derfor lånte jeg et par kælderværelser, som jeg ved ankomsten opdagede lå i periferien af et delvist ghettoiseret område. Der var rigtig mange indvandrere, kunne jeg se. Den venlige person, der modtag mig – af dansk oprindelse, men meget anti-DF’er, som hun bemærkede – sagde til mig, at det ville være helt uden problemer at føre valgkamp og færdes.
For alle i området var så utroligt tolerante, fredelige og demokratisk indstillede – også uanset baggrund. Der var en harmonisk god multikulturalisme med rummelighed og demokrati.
Imidlertid blev hun meget bekymret, da hun så mine DF-flyers, der stak op af min rygsæk. Dem skulle jeg skjule godt, når jeg gik rundt, forklarede hun mig, og jeg skulle heller ikke sige til nogen, at jeg var DF’er.
Hun tilføjede, at jeg i øvrigt også skulle huske som kvinde at passe på med at færdes alene om aftenen. Det mærkelige eller tragiske, om man vil, var, at hun slet ikke opfattede, at det jo var i direkte modstrid med det andet, hun havde sagt.
Det var det sidste, der var sandheden. Alligevel fik jeg nogle spændende og lærerige uger, som jeg ikke ville have været foruden – selv om jeg ikke blev valgt, mit valgbudget var også ligesom nu meget spinkelt. Min politik mødte den virkelige verden. Jeg fik utrolig mange oplevelser og indtryk og talt med rigtig mange mennesker.
Jeg erfarede, at i store dele af Aarhus kunne man ikke som DF’er føre den frie og ubekymrede valgkamp, som man som kandidat i et frit vestligt demokrati bør kunne føre. Danmark beskyttede mig ikke. Jeg måtte ofte være forsigtig og skjule, hvad jeg delte ud, og passe på det ikke var synligt, at mit parti var DF.
Et par gange måtte jeg tage flugten ind i min bil. Jeg oplevede at blive råbt af og truet ved plakatopsætning. Enkelte gange løb venlige mennesker efter mig – også indvandrere – for at fortælle mig, at jeg skulle passe godt på mig selv. Det var, når de lige var kommet hjem, havde nået at tømme postkassen kort efter, jeg havde været der, og konkluderet, at folderen var fra mig.
Min vurdering er, at islamkritikere og modstandere af indvandring fra Menap-landene i en del år har haft vanskeligere kår end andre politikere. Det har ikke været accepteret og velanset. Jeg er ikke i tvivl om, at det har gjort, at vi har fået flere politikere stemt ind i Folketinget, der har ønsket at fortsætte med en højere import af personer fra antidemokratiske lande, end befolkningen ønskede.
LENE KATTRUP
dyrlæge, folketingskandidat for Nye Borgerlige i Nordsjælland, Slangerup i Jyllands-Posten 15.maj 2019
https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11372936/i-store-dele-af-aarhus-kan-man-som-dfer-ikke-foere-den-frie-og-ubekymrede-valgkamp/