Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Politik

Byrådskandidat i Hillerød Kommune 2013 for Dansk Folkeparti. Jeg manglede blot 11 stemmer i at blive valgt. Fik 307 stemmer. Tak for dem. Ærgerligt, men det er betingelserne. Var også først flyttet til kommunen et halvt år forinden,  så der var ikke så mange der kendte mig. Valgkampen var spændende og en rigtig god oplevelse at deltage i. Der var også den fordel ved det, at jeg hurtigt lærte min ny kommune at kende. Jeg er nu første suppleant til byrådet.

Jeg stillede desuden op til Folketingsvalget 2011 for Dansk Folkeparti i Østjyllands Storkreds, opstillet af Århus Sydkredsen – og ville naturligvis ind i Folketinget for at udføre et godt og solidt stykke arbejde med fokus på mine mærkesager. Jeg blev ikke valgt ind.

Jeg er i høj grad optaget af politik stadig, men har ikke nogen ambition om at stille op til noget valg pt.

Mine politiske mærkesager var – og er (både lands- og kommunalpolitisk):

Det er indlysende fornuftigt at få stoppet indvandring af mennesker, der havner på overførselsydelser og/eller modarbejder vores demokrati. Velfærdstaten bryder sammen, hvis vi ikke begrænser indvandringen meget mere end vi gør nu, både mængdemæssigt og ift. selvforsørgelse samt integrationspotentiale. Vi er desuden 5½ millioner mennesker nu, og det er for mange. Folketallet stiger hastigt, i følge Danmarks Statistik vil vi være 6 millioner allerede i 2037 eller før. Denne overbefolkning giver også store problemer for vores infrastruktur.

Større hensyn til og respekt for dyr – også vores landbrugsdyr. Bedre dyrevelfærd.  Forbud mod sodomi (dyresex) og mod halalslagtning.  Vi har brug for et dyreværnskorps.

Energieffektivitet og bæredygtighed. Natur og miljø skal beskyttes bedre, økologien skal fremmes. Nej til atomkraft. Bedre beskyttelse af vore vandressourcer.

Sund mad fra sunde dyr og planter.

Arbejdsløsheden er et kæmpe problem. Bedre rammer og støtte til initiativtagere og små selvstændige.

Vi skal stå fast på vores danske demokrati, kultur og tradition. Og på ytringsfrihed, kønnenes ligestilling og retten til religionskritik.  Parallelsamfund og religiøs/kulturel særbehandling skal vi ikke acceptere.

Ja til multietnicitet, nej til multikulturalisme.

En god skole og tilegnelsen af faglig viden er nøglen til et godt liv, og en forudsætning for udvikling og fremgang i samfundet.

Tid til omsorg og værdig behandling af de ældre og handicappede. Patienten i centrum. Effektiv og hurtig behandling af livstruende sygdomme.

JA til EU-samarbejde om grænseoverskridende problemer og frihandel, NEJ til overstatslige, politiserende domstole og konventioner, der påfører Danmark store problemer og udgifter.

Genindførelse af grænsekontrollen og opsigelse af Schengen-aftalen for at give Danmark en mere fair chance mod kriminaliteten.

Jeg er mod social dumping (samt miljø – og dyrevelfærdsdumping).

 

Udpluk fra avisdebatten :


Kristeligt Dagblad 25.6.2013 Manglende håndtryk er grundet i urimeligt kvindesyn:

SHERIN KHANKAN skrev i avisen den 22. juni om, at man også kan hilse med hjertet. Derfor kan håndtrykket undværes, mener hun. Det er sandt, at et varmt blik, et nik eller et smil kan varme og bygge en bro mellem to mennesker. Det skaber kontakt og kan bane vejen for en mere indgående kommunikation. Hvor jeg bor, nikker man og smiler, når man passerer hinanden på sin vej til købmanden, eller når man går tur med hunden og mødes og så videre.

Imidlertid er det i mange situationer et fast håndtryk med øjenkontakt, der udgør den accepterede og naturlige hilsen. Det gælder, når man ankommer som gæst til en fest, ved starten af et møde eller for eksempel i eksamenssituationen, hvor det er håndtrykket, der er en hævdvunden og god tradition her i landet.

Hertil er det så, at Khankan siger, man jo også kan hilse med hjertet. Men hvis håndtrykket fravælges, fordi den anden betragtes som uren eller mindre værd på grund af sit køn, så er der ikke noget hjerteligt i det. Og man fravælger hermed det, der er et meget vigtigt fundament i vores kultur – anerkendelsen af alle menneskers grundlæggende ligeværd uanset køn, uddannelse, alder, baggrund, religion, etnicitet, situation og så videre. Det er jo derfor, en elev som noget naturligt kan trykke sin professor eller censor i hånden og se denne i øjnene.

Andre kulturer vil ofte finde det mere naturligt og rigtigt, hvis man som elev i stedet fortrinsvis kigger ydmygt ned i gulvet. I visse kulturer især hvis man er en kvinde. Når det byder os imod, at man ikke kan hilse med hånden og se hinanden i øjnene uanset forskel i køn, religion, status, uddannelse og så videre, så er det, fordi vi fornemmer, at dette fravalg ikke er et udtryk for hjertelighed.

Vi fornemmer derimod, at fravalget er et udtryk for en accept af en forskel mellem mennesker, der er uacceptabel for os i vores vestlige, demokratisk forankrede kultur. En forskel, vi finder både moralsk og rationelt set helt forkert.

 

Omskæring. Fokus på børns rettigheder i Frederiksborg Amts Avis og Sj. medier den 1.5.2013

Som barn syntes jeg, min far var perfekt og fuldstændig, selvom han manglede det ene ben, som han havde fået sat af, fordi han var blevet skudt i knæet. Han havde desværre fantomsmerter resten af sit liv. Men det vigtige her er, at det kun var ham selv som individ, der kunne vurdere – også udover smerterne – præcist, hvad det betød for ham og for hans liv at mangle det ben. Ingen andre mennesker kunne vurdere dette.

Han havde levet med to ben, indtil han var 22 år, så han kunne endda sammenligne med livet før. På samme måde er det kun individet selv, der kan bedømme konsekvenserne af at mangle forhuden, herunder betydningen for livskvaliteten inkl. seksuallivet. Og i øvrigt allerbedst vel en mand, der har prøvet både at leve med en forhud og senere uden en. Derfor er det kun personen selv, der som myndig kan træffe valget at blive forhudsamputeret på et informeret og oplyst grundlag, der kan give mulighed for at overskue konsekvenserne. Etisk set kan man på ingen måde tillade sig at fjerne forhuden på et barn, medmindre der er tale om en særlig individuel sygdomsindikation. At forhuden er uhyre vigtig og har en funktion, behøver man vel næppe at forklare.

Emnet drejer sig også om, hvor meget kultur og religion må fylde i det offentlige rum. Jeg er selv kristen og mener, at et velfungerende demokrati skal give plads til religion i det offentlige rum. Men derfor skal religion ikke have politisk magt til at kunne bestemme eller sætte sig ud over gældende love samt frihedsrettigheder i samfundet. I et demokrati skal lovene begrundes rationelt/ logisk efter en fri folkelig debat, hvorefter de vedtages i et parlament, hos os Folketinget. I et sekulært demokrati kan man ikke have religiøst begrundede love, der jo afskaffer den politiske ligeværdighed og religionsfriheden, der begge er demokratiets grundsten. Og der skal være lighed for loven, som skal gælde for alle borgere uanset religiøst elle kulturelt tilhørsforhold.

På den anden side bør staten kun, som bl. a. den engelske filosof John Stuart Mill udtrykte det, begrænse borgerne handlinger gennem lovgivning, hvis disse handlinger skader fællesskabet eller andre mennesker.

Med omskæring har vi at gøre med en handling, der skader en lille dreng. Det begrænser i øvrigt også drengens religionsfrihed som voksen, da indgrebet er irreversibelt.

En kulturel eller religiøs begrundelse må ikke i et demokrati trumfe samfundets krav om, at børn bør beskyttes mod at få foretaget smertefulde, irreversible og unødvendige kirurgiske indgreb.

 

Kristeligt Dagblad 8.4.2013 Nuancer: Vi bør skelne mellem islam og islamisme:

Religionskritik og det, at enhver borger har ret til at fremsætte kritik af et trosgrundlag eller et tankesystem, er noget, der ikke kan undværes i et velfungerende vestligt demokrati. Personligt finder jeg, at fremsat religionskritik bør være saglig og velbegrundet. Men det forhindrer ikke, at vi må bakke op om, at enhver har retten til at kritisere og tage afstand fra en religion på sin egen måde.

I vores samfund gives der heldigvis spalteplads til islamkritik og kritik af andre religioner. Det virker, som om Baig, både bedømt ud fra disse udtalelser og ud fra indlæggets indhold i øvrigt, sætter lighedstegn mellem kritik og had for at forsøge i det hele taget at miskreditere eller delegitimere selve retten til at kritisere islam. Er enhver kritik af islam lig med had i Baigs optik? Og er det i øvrigt ikke i orden at nære en inderlig frygt for eller modvilje imod islam, uden Baig straks vil betegne det som had? Hvilket i øvrigt ikke er forbudt, selv hvis der er tale om had. Som bekendt sagde Georg Brandes, at han hadede kristendom, det var der ikke mange, der løftede et øjenbryn over.

Baig begår sin anden fejl, når han ikke skelner mellem kritik af islam og kritik af muslimer. Islam er en religion, en muslim er et medmenneske. Hedegaard sagde i interviewet, at han ikke har noget imod muslimer, han præciserede undervejs, at det er islam, han har noget imod. Brandes hadede kristendommen, men han hadede næppe de kristne af den grund – det er muligt at skelne.

Jeg finder dog, at der kan være et gran af sandhed i, at debatkulturen på området er præget af for store grøfter, så sagligheden forsvinder. Imidlertid bidrog Baig klart selv til at grave grøfter, fordi han synes at miskreditere enhver islamkritik. Han bør forholde sig sagligt til islamkritikken, når han er imam og ikke blot stille sig fornærmet op og lade forstå, at man ikke kan diskutere eller kritisere islams indhold. Her kan og skal vi holde fast i, at islam ikke behandles anderledes end andre religioner og fredes.

På det seneste har katolicismen været udsat for en del kritik blandt andet i disse spalter, hvor repræsentanter for katolicismen på mange forskellige måder er gået sagligt ind i kritikken og har svaret på den. Jeg har ikke bemærket indlæg, hvor det synspunkt blev gjort gældende, at katolicismen ikke kunne eller ikke burde kritiseres.

 

Kronik 6. august 2013 Jyllands-Posten “Religiøs lovgivning i Danmark”:

Når man afliver eller slagter et dyr og vil gøre det på forsvarlig og civiliseret vis, må det afgørende være, hvor stor smerte, chok og lidelse man udsætter dyret for, og desuden hvor lang tid der går, før dyrets hjerneaktivitet og bevidsthed ophører……..

Det mere barske dyresyn i det sydlige og østlige Europa dominerer og vinder over Nordens. Samme tendens så vi med langtransport af slagtedyr, hvor debatten er døet ud, fordi vi har måttet strække våben. Dyrenes lidelser fortsætter, og de, der håbede på, at et flertal i EU ville indføre forbedringer for dyrene på dette område, blev skuffet. Meget tyder imidlertid på, at de danske politikeres dyresyn også bevæger sig i en forkert retning. Politikerne finder, at religiøse hensyn kan aflyse det krav om bedøvelse af større dyr, der ellers havde vundet indpas i vores lovgivning.

I den nye bekendtgørelse er slagtning efter religiøs ritus ikke længere blot en dispensationsmulighed eller en undtagelse. Særkrav, om at det kun må foregå på et eksportautoriseret slagteri, er væk. Det religiøse fylder nu halvdelen af hele lovteksten! Rituel slagtning dominerer og er blevet gjort til normalen. Metoderne beskrives grundigt, hvorimod de mange andre beskyttende regler og præciseringer, der var en vigtig del af den gamle bekendtgørelse, er fjernet. Man får klart det indtryk, at vi her sidder med en religiøs domineret lovgivning, som udgør en nyskabelse og et opgør med dansk retstradition.

Den Korte Avis 19. august 2013 Vestagers hykleri i sagen om halalslagtet kød:

Jeg kan faktisk have en vis sympati for Margrethes Vestagers ord om, at hun ikke har nogen holdning til halalslagtning og religiøse særhensyn. Hun har dybest set ret i, at hun som politiker ikke burde blande religion ind i lovgivningen. Men min sympati ophører, når jeg ved, at det nok er tomme ord. For sandheden er jo, at hun og hendes parti desværre favoriserer halalslagtning og religiøse særhensyn. Hendes holdning overfor halalslagtning er positiv diskriminerende.

Hun vil jo netop ikke ændre slagtebekendtgørelsen, så der bliver lighed for alle uanset tro, og så alle dyr uden undtagelse skal bedøves inden slagtning. Således man ikke mere kan opnå en undtagelse for bedøvelseskravet, der er klart beskrevet i landets lovgivning og helt tydeligt begrundet religiøst.

I lovgivningen står klart, at det er lovligt at slagte islamisk eller jødisk ritus og undlade bedøvelse, hvis slagteriet kan dokumentere en religiøs efterspørgsel. Ellers skal alle slagtedyr bedøves forinden slagtning. Kun religion kan medføre, at man må undlade bedøvelse. Alt dette med religion og religiøs slagtemetode fylder desværre næsten halvdelen af hele denne lov, der slet ikke burde have haft et religiøst indhold. Hverken ordet islamisk eller jødisk burde forekomme i en landsdækkende slagtelovgivning. Der er ingen journalister, der endnu har set, at Vestager nok er den politiske leder, der har det allerstørste forklaringsproblem. Et forklaringsproblem, som hun uanset sin store retoriske dygtighed, vil have svært ved at komme udenom.

 

I Information 13. august 2013 Landbrug & Fødevarer vildleder

I Radioavisen den 12. august udtalte formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild, at det ikke er nødvendigt med et mærke på kødet om, at det er ikke-religiøst slagtet, da man overholder de danske regler om, at alle dyr er bedøvede inden slagtning. Jeg mener, at han på dette område udtalte sig upræcist og på grænsen til det direkte vildledende. Sagen er, at det faktisk er tilladt at slagte uden bedøvelse herhjemme.

 

28. juli 2012 i Weekendavisen markedsdreven videnskab og forskning

Når det som her var forudbestilt, at rapporten skulle »gavne dansk svineproduktion« og påvirke politikerne i den retning, så mener jeg under alle omstændigheder, at forskningen og undersøgelsen er blevet for bundet, og det kan undre mig, at man overhovedet ønsker at indgå i den slags samarbejde. Men universiteterne og forskningen er afhængige af økonomiske midler fremskaffet fra industrien.

Der er behov for en nøjere granskning af problemets omfang med henblik på lovgivningsinitiativer, der kan sikre, at vi får en bedre, mere reel og sikker forskningsfrihed samt information. Det er ikke mit indtryk, at Sandøe-sagen er enestående.

 

Kristeligt Dagblad 17.11.2010:

”Jeg er imod, at vi har taget så højt et antal ikke-vestlige indvandrere ind de seneste 30 år. Jeg er imod det af hensyn til vores tillidskultur og sammenhængskraft, den sekulære, fredelige, demokratiske samfundsorden, vores kristne kulturarv og desuden af hensyn til økonomien.

Desuden grundet den belastning af naturen og vores infrastruktur, det har givet, at vi nu er over 5,5 millioner mennesker, hvilket er alt for mange for vores lille land.
For få år siden (1970) var vi under fem millioner, og det passer bedre til landets størrelse.
Vi er ved at være overbefolkede.
Men uanset at jeg har været politisk imod denne voldsomme indvandring, må jeg konstatere, at et flertal i Folketinget har ønsket det. Og vi har en pligt til at tage godt imod. Vi må forsøge at få det til at lykkes, uden at velfærdsstaten går fallit, og uden at kultur-og religionsmødet medfører, at det, vi igennem mange år havde bygget op her i landet, går fløjten”.

Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde og Frederiksborg Amts Avis 21.5.2010:

Vesselbo fandt frem til, at fra 2002 til 2009 er der blevet givet opholdtilladelse til 370.000 personer, hvilket er langt over, hvad der blev givet i hele Nyrups regeringstid, hvor mange ellers mente, at vi havde et stort problem.
24-års reglen har til dels virket, som man har ønsket, men der er åbenbart opstået utilsigtede store »nye huller«. I Danmark nærmer vi os nu en befolkning på 5,5 millioner, mens vi for få år siden kun var fem millioner. Vores veje og miljøet er flere steder ved at være overbelastet, og vores infrastruktur er ikke gearet til det.
Nykredits chefanalytiker har beregnet, at kun 56 ud af 100 indvandrere fra ikke-vestlige lande er beskæftigede, samt at vi mister en produktionsværdi på minimum 24 milliarder om året alene på dette. For otte år siden beregnede økonomen Lars Jansson den samlede årlige udgift til indvandring i Sverige til 267 milliarder kroner. Han delte udgifterne op i centrale samfundsudgifter, udgifter relateret til skole, sundhed, retsvæsen, øget kriminalitet, integrationsfremmende aktiviteter, forsørgelses og overførselsydelser, tab for det offentlige pga. en nedsat arbejdsevne og erhvervsfrekvens hos indvandrere samt øvrige afledte udgifter. Jeg er ikke dygtig nok til at kunne gennemskue dette regnskab, men jeg mener, at vi har brug for en eksakt og præcis beregning for, hvordan dette regnestykke ser ud her i Danmark -både nu og for de kommende år.
Og vi skal have alle de relevante udgifter med inkl. de afledte udgifter.

Om parallelsamfund i i Danmark ghettoerne – i Jyllands-Posten 29.10.2011:

Disse unge kan ikke altid kan tale frit – det skal være samtaler under fire øjne, hvor andre ikke ved, at de udtaler sig. En del vil kunne fortælle, at sharia-zonerne allerede er en realitet flere steder. Så det handler om, hvis muligt, at trænge shariaen tilbage fra allerede erobrede områder og hindre fremvækst nye steder. Allerede i 2006 beskrev jeg i bogen ”Maskeret Tvang” mit møde med nogle muslimske gymnasiepiger, der efter studentereksamen ønskede at læse jura og medicin. Herefter ville de gerne have lov til at arbejde og bruge uddannelsen samt gifte sig med det, de kaldte for vestlige mænd og forlade islam. Men de fortalte mig, at det var en umulig drøm. Den ene sagde til mig, mens hun nervøst holdt øje med sine forældre, der stod i den anden ende af rummet:

»Danmark kan slet ikke hjælpe mig, om jeg så skifter navn og flytter til Skagen, vil jeg ikke være i sikkerhed, de vil altid kunne finde mig. Hvis jeg bliver gift og får børn, vil jeg altid hele mit liv vide, at jeg også udsætter mine børn for en fare, for hvis min familie en dag finder os – og de vil altid lede – så dræber de mig, og de dræber eller bortfører børnene. Kun hvis jeg både skifter navn og flytter til USA, kan det være, jeg vil være i sikkerhed.«

De tilføjede, at sådan var det for alle de muslimske piger, de kendte fra deres by. Disse piger er borgere og født her i landet, men de oplever ikke, at de kun lever under den lov, der er vedtaget i Folketinget.

Jyllands-Posten 26. november  2010:

Fødevareminister Henrik Høegh (V) siger til JP 17/ 10, at ideen om gradvis nedtrapning af den betydelige landbrugsstøtte i EU-området er en død sild, fordi de andre lande ønsker den bevaret. Han har formentlig ret. Han omtaler, at der i stedet er planer om en vis omlægning, så de nyoptagne østeuropæiske lande vil modtage forholdsvis mere i fremtiden, hvilket vil ramme det danske landbrug. Han foreslår, at man kunne »gøre en del af støtten betinget af, at landmændene løser opgaver i forhold til klima, miljø og natur«. Det lyder fornuftigt, men hvorfor tænker Henrik Høgh ikke på også at medtage dyrevelfærd og dyreværn som vigtige parametre? EU har i mange år skadet sit omdømme ved så markant at tingsliggøre og markedsgøre landbrugsdyrene i Europa, så de i stigende grad lever i fabrikslignende, dyrefjendske stalde, hvor de ofte ikke trives, har en alt for høj sygdomsfrekvens og dødelighed, og hvor vi har problemer med antibiotikaresistente bakterier, som kan overføres til mennesker.

Vi vælger medicin i stedet for at forbedre pasningen og deres levevilkår, så disse tilpasses dyrets natur og behov. Samtidig har EU direkte og indirekte fremmet langtransport af slagtedyr igennem Europa, så produktionen kan flyttes til steder med små krav til velfærd.

Politiken 06.02.2010:
NÅR MARGRETHE VESTAGER om Holbergskolens udelukkelse af fædrene til et forældremøde siger, at hun mener, denne beslutning er jordnær og fornuftig, så skylder hun os en forklaring på, hvordan hun kan opfatte religiøst begrundede krav som fornuftige. Hun burde kunne skelne mellem fornuftsbaserede, rationelle argumenter og religiøse? Der findes kun religiøse argumenter for, at kvinderne ikke må eller kan deltage, såfremt der også tillades adgang for mænd til et sådant møde om vores børn, som vi er mange, der finder i høj grad også er et anliggende for mænd og fædre.
Mon ikke der også er en del af de mere sekulære muslimer, der mener det, men bare er under pres fra en sharialov, vi ikke bør hjælpe frem. Vi skal finde andre veje.
På grund af en stigende tendens til, at alle går rundt og føler sig krænkede, hvilket var overskriften på en god artikel i Kristeligt Dagblad den 14. maj, så vil paragraffen i fremtiden blive brugt mere til at begrænse kritik af religiøse fortolkninger og udlægninger.

Kristeligt Dagblad 19.05.2010:
Retten til at udøve religionskritik og religionssatire, herunder lave film som Monty Pythons Life of Brian eller Ayaan Hirsi Alis vigtige film Submission, mener jeg er afgørende for, at vi kan bevare demokratiet og religionsfriheden.

Uden en mulighed for at frigøre sig fra religiøse åg og dogmer ved at udstille dem ved hjælp af satire og kritik forhindres dette. I øvrigt ville den reformation af kristendommen, som Luther forestod, heller ikke have været mulig. Jesus var selv en blasfemiker, og han blev korsfæstet på grund af denne anklage, som var rigtig, men blasfemi bør tolereres. Vi burde i dag være blevet klogere.

Kristeligt Dagblad 05.03.2011
Da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blev nedsat, var det på ingen måde forudset, at dens rolle ville blive så markant for hele Europa, at den ville være i stand til at brede sig til så mange områder og i det hele taget vokse sig så stor. Man havde forestillet sig noget helt andet, og intentionen var faktisk ret langt fra det, den i dag er blevet til.

EN DOMSTOL vokser sig ikke stor, medmindre politikerne lader den gøre det, og det er ikke en naturlov, at det skal være sådan. Vi bør stoppe op og tænke efter, om det er hensigtsmæssigt, at domstolen har fået så dominerende en rolle på blandt andet kultur- og religionsområdet, som vi i dag kan konstatere er tilfældet.
Er det i overensstemmelse med den demokratiske samfundsorden og udvikling, vi ønsker i Europa? Hvad med Montesquieus princip om magtens tredeling i en lovgivende, dømmende og udøvende del som en forudsætning for et velfungerende demokrati? Der ligger heri, at en domstol alene kan og skal forholde sig til ret konkrete love, som en folkevalgt lovgivende forsamling eller parlament har vedtaget. Findes konkrete og præcise love ikke på et område, så bør domstolen holde sig i skindet – og undlade at fælde dom, for ellers kommer den til at sætte loven og politisere. Så enkelt er det.
Sker der en sammenblanding, så retten giver lovene, er det mod demokratiets filosofi. Dommere og jurister kan ikke som folkevalgte afsættes af folket. Hvis de får politisk magt, har de mulighed for at ændre væsentlige ting i samfundet, uden at de kan blive stillet til regnskab.
Uanset dyb utilfredshed vil befolkningen ikke kunne gøre så meget.

Ekstra Bladet 18. februar 2011
Jeg erfarer en del tilfælde og får tilsendt flere billeder end før i tiden af stærkt undervægtige heste med trøstesløse, tomme øjne, der befinder sig i stalde, der ikke burde kaldes stalde. Og det er ofte svært at få politiet/myndighederne til at håndtere sagerne effektivt.
Fødevarestyrelsen har for nylig besøgt nogle rideskoler for at tjekke ulovlig medicinopbevaring.
De burde gå lige så målrettet efter dyreværn og dyrevelfærd. Og nu har styrelsen for nylig meddelt, at de har udskudt den uanmeldte kontrol med hestemarkeder et helt år. Det er uacceptabelt.
Her ser man i sæsonen også rigtig mange af disse udtærede, stakkels hestehandlerheste, som cirkulerer rundt fra marked til marked, for til sidst at blive læsset på en vogn med henblik på langtransport til Sydeuropa til slagtning.

Jyllands-Posten 6. januar 2011:
Et eksempel er den meget omtalte sag med en hestehandler fra Stepping ved Christiansfeld, hvor 39 ponyer måtte aflives på stedet, og seks blev fundet døde pga. sygdom og/eller sult kort før jul. Sagen var anmeldt mange gange forinden, og manden var under opsyn, men alligevel gik det så galt.

Når jeg ser de mange presseklip igennem, kan jeg se, at ord som ”ked af det”, ”synd for”, ”ryster på hånden”, ”skilsmisse”, ”ikke råd til dyrlæge”, ”det gik galt denne gang”, ”der var for mange heste”, ”ikke været sjovt for manden”, ”det voksede ham over hovedet”, ”alene om at passe dyrene” osv. går igen. Der bruges passiv form, hvor ansvaret hænger i luften.

Tingene vokser som oftest ikke én over hovedet, medmindre man lader dem gøre det. Og at man har 45 dyr, som man ikke har råd til at fodre, skyldes vel, at man ved aktiv handling har anskaffet sig dem. Det er uansvarligt. Jeg ville faktisk ikke selv have råd til dyrlægehjælp og foder til 45 heste. Man kan sørge for ikke at anskaffe sig flere dyr, end man har mulighed for at passe ordentligt. Og går det alligevel galt, må man kontakte en dyreværnsorganisation.

Jeg finder heller ikke, at en skilsmisse kan undskylde, at man lader dyr sulte. Netop dette argument hører vi ofte, når vi anmelder alvorlige dyreværnssager. Det undrer mig meget.

Jydske Vestkysten 23.12.2010:
I den pågældende sag var der tale om, at manden er blevet anmeldt mange gange igennem længere tid. Meget tyder på, at bl.a. politiet ved sine – efter det oplyste – månedlige besøg ikke har haft indsigt nok til at se, at det var helt galt. Jeg har igennem længere tid fulgt sagen og var for over et år siden med til at klage til statsadvokaten over politiets manglende handling. Vi blev afvist, og det fandt jeg helt forkert.

Weekendavisen 04.06.2009 om EU:
Hvad ikke alle kan og vil, må ingen lande gøre, synes mantraet at være. Det er jo ikke frihed, og det er jo ikke liberal politik. Lande, der gerne vil indføre bedre regler og gå foran, bremses. Så er et samarbejde ikke så meget værd. Især ikke for driftige lande som de skandinaviske; problemet kan være mindre for lande som Portugal, Grækenland og Spanien.
Her har vi overordnet set årsagen til, hvorfor det ikke går godt med EU-projektet, og hvorfor Uffe Ellemann-Jensen har svært ved at sælge varen. Europa var et kludetæppe af meget forskellige frie lande, der var unikke og specielle på hver deres måde. Er det et sovjetagtigt projekt, man ønsker, med ensretning, hvor grænserne godt nok er væk? Er det ypperste mål, at vi skal være ens? Tager det ikke charmen, energien, dynamikken og fremdriften ud af EU? Var det ikke netop landenes forskellighed, der gav Europa sin rigdom og styrke? Giv landene friheden tilbage på de områder, hvor det er tydeligt, at EU ikke gør det særligt godt, og indrøm, at der er et alvorligt demokratiunderskud i EU, så vi kan få startet en debat om, hvad der kan gøres. I mellemtiden bør EU sættes på slankekur, tempoet bør sættes ned, og borgerne bør naturligvis have lov til at stemme om Lissabon-traktaten, der ikke bare skal trækkes ned over hovedet på dem.

Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde og Frederiksborg Amts Avis 13.10.2009:
Tag præstekjolen af, når I politiserer. Folkekirken: Desværre har Ramsdal og en del af de danske folkekirkepræster i Brorsons Kirkesagen ageret på linje med de imamer, vi kritiserer for ikke at skelne mellem politik og religion. De har brugt Gud i deres politiske kamp, men lander uvægerligt i den situation, som alle politiserende kristne kirker og kristne hellige altid ender i – de står afklædte til skindet.
Per Ramsdal fra Brorson Kirke, der husede de afviste asylansøgere fra Irak, er tilbage fra en ufrivillig ferie, men fortsætter tilsyneladende sin linje med at udbrede politik i kirken. ”Love kan være så rigide og umenneskelige, at de ikke nødvendigvis bør overholdes”, sagde han fra prædikestolen forrige søndag. Men hvis vores kristne folkekirkepræster ønsker at kæmpe politisk, så skal de stige ned fra prædikestolen, gå ud af kirken og stille sig på en ølkasse eller noget andet samt tage deres præstekjole af. Så er det helt okay – ellers er det ikke. De lever i et sekulært demokrati, der er skabt og vedtaget politisk. Det understøttes også af deres egen religion, kristendommen. Det går som en rød tråd igennem Det Ny Testamente, og det er ikke kun i historien om Jesus, der befaler os at give kejserens hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.

Politiken 13.02.2009: Et ideologisk symbol
Tøger Seidenfaden (TS) skrev (7.2.) om tørklæde på dommerne: »Jo, hvis vi betragter religiøse symboler som en form for propaganda og samtidig ser religionen som en trussel mod statens sikkerhed eller enhed, så kan man forsvare et forbud mod symboler«.
TS har ikke fået med, at de fleste tørklædemodstandere ikke mener, at det muslimske tørklæde er et religiøst symbol, men at det er et symbol på islamismen, en totalitær politisk ideologi, som faktisk er ‘en trussel mod statens sikkerhed’. Fordi det islamiske tørklæde er et stærkt og magtfuldt ideologisk symbol, bør det undgås i skolen, i retten og på hospitalerne på alle de personer, der er ansat og repræsenterer den danske stat. Hvis en læge, sygeplejerske eller dommer ikke kan afføre sig sit tørklæde, når hun passer sit arbejde, så tyder noget på, at det enten ikke bæres helt frivilligt eller er led i en lov, som hun åbenbart mener, hun skal følge til punkt og prikke.

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver