Jesus var imod omskæring
16. oktober 2013
JEG SYNES, Jørgen Bernhards indlæg den 4. oktober ” Stop ukristelig hetz mod jøder” savnede noget logik.
Han skrev, at fordi Jesus selv var omskåret, bør vi som kristne forsvare jøders ret til omskæring.
Jesus var blevet omskåret som lille, men som voksen tog han jo afstand fra omskæring.Jeg finder det afgørende, at vi i Det Nye Testamente mange steder ( især i Bjergprædikenen) kan se, at han i det hele taget gør op med store dele af Det Gamle Testamentes indhold af blandt andet lovreligion og opfattelsen af, at det ydre er vigtigt eller afgørende.
Jesus siger flere gange: ” I har hørt, at det er sagt af de gamle…” eller ” Det er sagt…”. Hver gang fortsætter han så med et: ” Men jeg siger jer, at ” hvorefter han undsiger den tidligere religiøse lov om retten til gengældelse, om at dømme, faste, føle vrede, om behovet for at udstille sine gode gerninger, at bede på en måde, så andre lægger mærke til det, med mere.
Om det sidste siger han: ” I skal ikke være som hyklere,” der beder åbenlyst for at blive set. Og han siger: ” Gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte.” Det er primært et anliggende mellem dig og din Fader, må vi forstå.
Om gode gerninger siger han, at når du giver almisse, ” må du ikke lade blæse i basun foran dig,” for at andre skal lægge mærke til det og ære dig for det, du gør. Man skal være tilfreds med at give i det skjulte. Det kunne man ønske, at der var flere, der også i dag tænkte på.
I avisen samme dag og ved siden af Bernhards indlæg skrev Maria Marcus: ” I mine øjne er religion noget indre, omskæring noget ydre.” Ja, sådan opfatter kristne og kulturkristne det normalt, og det gør jeg også. Og nok derfor er de samfund, der har luthersk kristendom som grundlag, dårligt rustede til at forstå og håndtere det, når ydre manifesteringer af andre religioner, der har et lovreligiøst indhold, begynder at fylde i samfundet, hvis de ved deres regler forvolder smerte eller begrænser andre individers frihed i de tilfælde, hvor dette ikke er et aktivt, frivilligt tilvalg fra den enkeltes side.
I SIT OPGØR MED gerningsreligiøsitet er budskabet tydeligt i Det Nye Testamente angående, at man ikke som kristen skal tro, man opnår frelse ved at vise sin fromhed udadtil eller ved at underkaste sig særlige regler samt sørge for ydre tegn herpå. For eksempel siger Paulus i Galaterbrevet 5, 1-6: ” Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!”. ” Lader I jer omskære, vil Kristus ikke gavne jer noget.” Og til sidst: ” Thi i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro som er virksom i kærlighed.” Så meget for kristendommens forsvar for omskæring.
Der findes ikke noget forsvar her, men bortset fra det, synes jeg nu, at vi i et sekulært demokratisk land ikke skal bruge religion til at afgøre landets love.
Og jeg finder, der er så overbevisende medicinske argumenter for, at omskæring forvolder drengen smerte og ændrer drengenes liv – herunder deres seksualliv – afgørende, så man ikke kan tillade sig at foretage dette indgreb uden forinden at indhente et oplyst samtykke.
DERFOR BØR VI FORBYDE det på enhver dreng, ( som vi har gjort det på enhver pige), hvis der ikke er tale om en særlig medicinsk indikation.
Når der er tale om en ung mand på atten år, kan han så selv eventuelt vælge det til.
Det er der næppe mange, der gør, for der er store problemer og risiko for nedsat funktion samt sygdom ved at mangle sin forhud.
At de små drenge ikke har mulighed for at veje for og imod samt eventuelt modsætte sig indgrebet, er ikke noget forsvar for, at man så blot foretager det på dem.
Tværtimod træder man deres rettigheder som mennesker under fode. Forældrene gør det i en god mening, det er jeg klar over, men det er ikke desto mindre det, der er tale om.
Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd i Kristeligt Dagblad den 16.10.2013