Ytringsfrihed og islamisme. Lad os sige fra i tide
21. februar 2009
DEN 10. FEBRUAR kom Hans Bonnichsen med en forklaring på, hvorfor han mener, at Danmark skal afstå fra at holde den planlagte ytringsfrihedskonference, som Folketinget har afsat penge til. Han har “kun” foretaget en sikkerhedsmæssig vurdering og gør opmærksom på, at konferencen kan øge terrortruslen mod Danmark.
Jeg synes nu, at han gik videre end at påpege en trussel, for han placerede et ansvar. Han skrev, at hvis man som Naser Khader vælger at negligere denne trussel ved at gå ind for konferencen, så pådrager man sig et ansvar, som man må “vedstå, før man trækker hele den danske befolkning og det danske erhvervsliv ind som gidsler”.
Disse ord er forkerte og urimelige. Det er da de truende, potentielt voldelige islamister, der bærer det fulde ansvar, hvis vi oplever voldsepisoder i forbindelsen med en konference, hvor man skal diskutere truslerne mod det frie ord. Det er en eventuel gerningsmand, der alene har ansvaret. Sådan er de almengyldige regler og principper i vores land, som har vundet hævd og også er bygget ind i vores retspraksis omkring vores ansvarslovgivning, som Bonnichsen burde kende.
I øvrigt er det tankevækkende, at det kan være provokerende at diskutere de problemer, vi står overfor. Der er efterhånden en del personer i Europa, der må have permanent beskyttelse på grund af kritiske udtalelser mod islamisering i samfundet eller mod islamismen på grund af voldstrusler. Det må vi da drøfte og forholde os til. Og nogle islamiske terrorister henviser til indholdet i Koranen eller Hadith for at legitimere deres gerninger; det er en alvorlig sag.
En drøftelse må nødvendigvis indbefatte, at vi må have lov til at diskutere de ord, de henviser til, hvorfor de gør det, og hvad vi kan gøre ved det. Jeg mener ikke, den hollandske Geert Wilders forslag om at forbyde Koranen overhovedet kan være en overvejelse værd, men selvfølgelig bør han også være en del af en sådan ytringsfrihedskonference, fordi han selv er parlamentariker og i høj grad udsat for trusler, fordi han har ytret sig om problemerne, som han ser dem.
Han har kun ytret sig, skal vi huske. Den anden part truer med vold. Hvis vi lader os skræmme og aflyser i stedet for som det mest naturlige blot at afholde konferencen, samtidig med vi træffer vores sikkerhedsmæssige foranstaltninger, så giver vi efter for truslerne. Så forstærker vi islamisternes trusselsvåben, som de vil bemærke er effektivt, og som de vil vide af at bruge igen fremover.
Vi skulle hellere tænke på konsekvenserne ved at give voldelige islamister et sådant våben i hånden, og på hvilke trusler dette kan medføre for den frie verden og for det frie ord. Vi ønsker fred, som vi sælger med frihed.
Islamisterne bruger en salamimetode. Først er det islamkritik, de vil have afskaffet. Dette har de en vis succes med i Europa. Derpå, når vi ikke mere kan diskutere og kritisere islam, så vil det være lettere at få visse af islams love indført, for uden kritik er dette lettere.
Jeg siger ikke, at det sker i morgen, men jeg siger, at der er visse trusler, som vi i det mindste bør tage så alvorligt, så vi under ingen omstændigheder finder os i, at man forsøger at true os til at undlade at drøfte problemerne ved blandt andet at afholde en ytringsfrihedskonference og invitere lige de personer, vi ønsker. Naser Khader fortjener støtte.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 21.02.2009