Vi bliver nød til at tale åbent om ideologien bag vor tids terror
15. juni 2016
Så længe vores politikere ikke taler om ideologien bag de fleste terroranslag, vi ser i dag i den vestlige verden, så er der grund til at være bekymret for fremtiden.
Det øger risikoen for, at vi faktisk ikke ejer evnen til at stå i mod. Som Fay Weldon skriver om i forordet til af Ibn Warraqs bog ”Derfor er jeg ikke muslim”, skal man kende sin fjendes motivation. Man skal forsøge at finde ud af grunden til, at fjenden føler sig krænket, for så kan man bedre forsvare sig mod pludselige og uventede angreb, skriver hun.Det er en stor svaghed, at statsminister Løkke Rasmussen (V), præsident Obama og de andre politiske ledere næsten altid kun taler om had og fordømmer handlingerne, men tilsyneladende ikke har modet til at nævne og konfrontere ideologien bag.
Da vi for få uger siden herhjemme talte om at begrænse radikale imamers antidemokratiske opfordringer iklædt religiøs forklædning, brugte politikerne betegnelsen hadprædikanter. De burde have brugt den mere præcise og retvisende terminologi sharialov-prædikanter, sharialov-imamer eller blot islamister.
Lars Løkke Rasmussen brugte ordene terroranslag, frygtelig og modbydeligt i sin kommentar til massakren mod de homoseksuelle i Orlando – ikke et ord om islamisme.
Han sagde: ”Angrebet er ikke kun meningsløst, men også nytteløst.” Men hvis man er islamist, er angrebet ikke meningsløst, for det ligger i ideologien, at homoseksuelle skal dræbes eller straffes. Ved vores statsminister ikke det? I mange islamiske lande sker det. Det er indskrevet i deres straffelove, og en del af de islamister, vi har også her i Danmark, ser jo også sådan på det. Det er den frygtelige sandhed.
Vi vinder ikke kampen, hvis ikke vi forstår, at en totalitær ideologi som islamismen er i stand til at destruere empati og fornuft hos unge mænd og kvinder. I første omfang sker det med vores unge med muslimsk baggrund, men efterhånden også med unge med vestlig baggrund. Islamismen breder sig. Vi skal forhindre, at alle vores børn og unge indoktrineres med islamismen/politisk lovreligion.
Kampen må centreres om at modvirke denne totalitære ideologi. Og vi bør begynde i langt højere grad at tale om, hvordan vi gør det. Vi kan nemlig ikke modvirke de voldelige konsekvenser, som er et udslag af en indlært foragt for og had mod jøder, homoseksuelle, frie vestlige kvinder, der ikke følges med mænd på gaden, mennesker, der indtager alkohol, og så videre, uden vi sætter os ind i, hvor gerningspersonerne og deres sympatisører får disse tanker og idéer fra.
Vi må søge at forstå, hvorfor en islamist/vores fjende kan mene, at mennesker skal forfølges eller ligefrem slås ihjel, alene fordi de er jøder eller homoseksuelle. Det er naturligvis surrealistisk, skuffende og utroligt. Mange af os troede måske aldrig, at den slags had og vold kunne genopstå her hos os. Men vi må se at vågne op af vores tornerosesøvn. Til en start må vi turde tale mere ligeud om det. Ellers kan vi ikke finde frem til, hvad vi bør gøre.
Der er forskellige bud fra i en årrække at bremse hårdt op for fortsat modtagelse af migranter og flygtninge fra ikke-vestlige islamiske lande til at gribe markant ind mod udbredelse af sharialoven samt mod undervisning af vores børn og unge i moskéer og friskoler med islamisme-påvirkning eller indoktrinering med mere. Måske skal vi gøre det hele på en gang, måske kun noget af det og så videre. Men vi skal handle, også her i Danmark.
Wafa Sultan og Nonie Darwish, der begge har skrevet bøger om og kender islamismen indefra, mener (The City Journal den 10. januar 2010 kort efter Fort Hood-massakren begået af Malik Hassan): ”The basic problem is not the Hassans of this world, but the ideology, that motivates them.” (Det egentlige problem er ikke denne verdens Hassan’er, men den ideologi, der motiverer dem, red.).
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 15.6.2016