Tørklædet stempler andre kvinder som urene
14. januar 2008
Tørklædedebat: – Historien har vist os den store betydning af symboler, og at vi ikke på individplan kan ændre symbolværdien, når først stærke bevægelser eller ideologier har erobret den, skriver debattøren.
Tak for svar fra Erling Tiedemann den 9. januar i tørklædedebatten. Jeg mener, det er en illusion at tro, at en symbolværdi ikke defineres af omgivelsernes opfattelse og historien frem for af den enkeltes opfattelse. Den enkelte kan ikke blot omfortolke eller ændre symbolværdien. Jeg kan ikke have en dødningehovedtatovering på halsen samt en ring i næsen og så sige, jeg selv alene bestemmer signal- og symbolværdien og forklare, at for mig betyder dette et fredens tegn.
Historien har vist os den store betydning af symboler, og at vi ikke på individplan kan ændre symbolværdien, når først stærke bevægelser eller ideologier har erobret den. Hagekorset var for eksempel oprindeligt et kulturelt, religiøst symbol, der blev overtaget af nazismen til at stå for denne ideologis frygtelige indhold.
Det islamiske tørklæde kan ikke mere betragtes som et religiøst symbol. Islamisterne har overtaget det, og det er også i Europa blevet et symbol på den kønsapartheid og kvindeundertrykkelse, som islamismen står for. Det er synd for den ældre muslimske kvinde, der blot bærer det af tradition.
En ung, moderat, sekulær, demokratisk muslim, der bærer det islamiske tørklæde, har i dag et forklaringsproblem i forhold til sympati for islamismen. Det kan hun takke islamisterne for. Enten går hun ind for islamismens ideologi, eller også føler hun sig tvunget til at bære dens flag, men er modstander af ideologiens totalitære indhold. (Hun kan også være uvidende og forvirret).
Jeg mener, tiden er forpasset, og udviklingen, hvor vi i dag må sande, at islamismen er vor tids største trussel, har gjort det umuligt, at vi lukker øjnene og lader, som om denne ideologis symbol i visse tilfælde blot er et stykke stof.
Bæreren er enten frivilligt eller ved tvang underlagt islams love om, at der er forskel på rene kvinder og urene kvinder, om, at det er kvinden, der bærer ansvaret for, at der ikke sker noget seksuelt, når hun befinder sig sammen med en mand, hun ikke er gift med, at der er forskel på muslim og ikke-muslim, samt at man har et problem med demokratiet.
Tiedemann nævner Afghanistan. Ja, var det bare kun her, at kvinder ikke mere kan gå på gaden med håret synligt, fordi de da bliver befamlet og løber en ret stor risiko for at blive voldtaget eller slået. I mange byer og områder, hvor kvinder tidligere har kunnet gå klædt, som de ønskede, har tiderne ændret sig, så de i dag må tage tørklæde på for at kunne gå i fred. Tørklædetvangen breder sig hastigt, og det gør islamismen også, det er de sørgelige kendsgerninger. Islamismen kan ikke brede sig uden tørklædet.
Hvis vi går ind for retsstatens krav om lighed for loven, demokratiets fundament om individernes ligeværd samt de fundamentale frihedsrettigheder, så bør vi ikke forsvare et stærkt symbol på en politisk ideologi, der står for det modsatte og derfor udgør en reel fare mod den frie verden.
Men dilemmaet er, som Tiedemann vist er enig med mig i, at samme frie verden, som vi bekender os til, hader at begrænse individernes frihed, her deres beklædning. Her står også jeg. Men ligefrem at forsvare tørklædet, når vi ved, hvad det står for, og hvor vigtigt det er for islamisternes kamp også her i Europa for at få fremmet deres mål, ja, det får man mig ikke til.
Som Hirsi Ali har sagt, så kan islamisterne aldrig komme frem i Vesten, medmindre de får lov til, også her som i den islamiske verden, at undertrykke kvinder, og det gøres ikke, uden de har held til at få kvinderne til frivilligt eller ved tvang og pres til at iføre sig denne islam-kønsuniform. Jeg siger blot, lad os give dem modstand. Lad os for eksempel forbyde det islamiske tørklæde i skoler, på universiteter og på offentligt ansatte. På gaden, i hjemmet og når skolepigen har fri, kan hun straks iføre sig ”uniformen” igen, her kan og skal samfundet aldrig blande sig.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 14. jan 2008