Markedsdreven videnskab og forskning
28. juli 2012
Det blev flittigt omtalt i medierne, at Peter Sandøe i juni måtte trække sig som formand for Det Dyreetiske Råd pga. en dobbeltrolle som rådgiver for regeringen om pattegrises dyrevelfærd, samtidig med at han som forsker havde en nøglerolle i forbindelse med udarbejdelsen af en rapport, bestilt og betalt af svineindustrien om pattegrisedødelighed
Rapporten skulle ifølge kommissoriet »gavne dansk svineproduktion og påvirke politikerne«. Sandøe havde informeret om det, men måske ikke tydeligt nok, indrømmede han selv bagefter
Et vigtigt spørgsmål, som sagen rejste, der desværre druknede i den massive øvrige omtale, er, hvor ofte forskere, professorer og universitetsansatte egentlig deltager i forskning, hvor resultatet er foruddiskonteret eller måske ligefrem bestilt af industrien og/eller erhvervslivet? Og hvor åbent og synligt er det i offentligheden? Normalt vil universitetet sørge for via en samarbejdsaftale at have forbeholdt sig ret til at bestemme og formulere konklusionerne. Vil friheden og armslængden så være sikret?
Ikke en enestående sag
Jeg er skeptisk og tror, den aktuelle sag med Sandøe måske blot var endnu et eksempel på det, vi burde kalde ved dets rette navn: ”Markedsdreven videnskab og forskning”. Som Sandøe selv udtalte til Politiken: »I den verden, hvor jeg færdes, er det sådan, at vi er nødt til at skaffe finansiering til vores forskning«. Også i fremtiden – vil jeg gerne tilføje her. De deltagende universitetsansatte er klar over, hvad den betalende industri gerne vil høre.
Når det som her var forudbestilt, at rapporten skulle »gavne dansk svineproduktion« og påvirke politikerne i den retning, så mener jeg under alle omstændigheder, at forskningen og undersøgelsen er blevet for bundet, og det kan undre mig, at man overhovedet ønsker at indgå i den slags samarbejde. Men universiteterne og forskningen er afhængige af økonomiske midler fremskaffet fra industrien.
Der er behov for en nøjere granskning af problemets omfang med henblik på lovgivningsinitiativer, der kan sikre, at vi får en bedre, mere reel og sikker forskningsfrihed samt information. Det er ikke mit indtryk, at Sandøe-sagen er enestående.
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) pegede i sine kommentarer til sagen på kravet om mere åbenhed og gennemsigtighed. Udmærkede og vigtige principper, men Landbrug & Fødevarer og Videncenter for Svineproduktion, som havde bestilt udredningen, er landbrugserhvervets private interesseorganisationer, der repræsenterer og tjener erhvervets interesser.
Behov for gennemskuelighed
Rigtig mange misforstår dette og tror, der i stedet er tale om uvildige statslige foretagender, fordi navnene er så misvisende. Derfor er åbenheden og gennemskueligheden ikke god.
Også Det Dyreetiske Råd burde have ændret enten sin sammensætning eller sit navn. Der er nemlig ikke tale om et råd, der kan tillade sig at have sin hovedvægt på dyrevelfærd og dyreetik, som de fleste ellers vil antage pga. rådets navn. Dets sammensætning gør, at der må tages ret store hensyn til forskningen, landbruget og industriens interesser – som ofte vil skygge markant for dyreetikken.
Dette forklarer nogle af de lidt mærkelige eller ”skæve” udtalelser, der er kommet igennem årene fra Det Dyreetiske Råd, som har undret en del borgere – inkl. undertegnede – der ikke fandt, at rådet havde tilstrækkeligt fokus på et hensyn til dyrene og dyreetik. Hvilket ellers burde kunne forventes på grund af navnet.
Lene Kattrup, Dyrlæge, Medlem af det Etiske Råd ,Jyllands Posten lørdag den 28.7.2012