Må et land skelne mellem egne borgere og udlændinge?
21. november 2018
Fremhævet af avisen:
Den samlede intention er tilsyneladende, at vi ikke mere skal skelne skarpt mellem egne statsborgere og udlændinge. Det er retningen. Politikerne har til en vis grad mistet overblikket grundet konventionerne.
Der synes at være en spirende forståelse i befolkningen af, at vi må komme fri af konventionerne, hvis der skal føres en stram indvandringspolitik. Politikerne virker derimod tøvende, bortset fra DF, der dog ikke har haft held med at trænge igennem. Nye Borgerlige har formuleret tre ufravigelige krav:
Der skal indføres et totalt asylstop, udlændinge skal forsørge sig selv, og kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom. Desuden ønskes det, at offentlige velfærdsydelser skal knyttes til det danske statsborgerskab.
Ud fra en nationalkonservativ demokratisk tankegang er disse krav logiske.
Men mange vurderer, at de strider mod konventionerne. Enkelte juridiske eksperter har sagt, at forslaget om, at offentlig forsørgelse skal knyttes til statsborgerskabet, er i strid med grundloven.
Men grundloven, som fortolkes af Højesteret (og ikke menneskeretseksperter) fastlægger ikke en generel pligt til at forsørge udlændinge. Det ville true vores eksistens.
Der står i grundlovens § 75:
»Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.«
Når jeg læser grundloven, har jeg aldrig været i tvivl om, at det, der her menes med »borger« og »den«, er en dansk stat
I grundloven skelnes mellem borgere og udlændinge. Men konventionerne har så udvandet begrebet borger. Jeg mener ikke, at Nye Borgerliges krav er grundlovsstridige. Men de er i strid med EU og nogle af de internationale konventioners bestemmelser, som vi i dag er underlagt. De har ændret hele vores lovgrundlag markant. Mærkværdigt, at politikerne har gjort dette uden folkeafstemninger. Der burde f.eks. have været en folkeafstemning i 1992, da Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK, blev gjort til en del af dansk lov.
De internationale konventioner har ikke direkte betydning for Højesterets grundlovsfortolkning, da man ikke indfortolker dem i grundloven. Men selve lovgrundlaget i landet er ændret markant pga. konventionerne. Og grundlovens betydning er blevet mindre.
Hvis Danmark skal bestå som selvstændigt land og demokrati, så kommer vi til at sige en del af disse konventioner helt eller delvist op.
Konventionerne indeholder primært politiske idealer og hensigtserklæringer – ikke præcise love. Derfor er det uheldigt, at man har gjort dem til lov. Når der er en for stor fortolkningsmargin i en lov, kan domstolene tiltage sig politisk magt, hvis de ikke holder sig tilbage, og så skaber de i virkeligheden nye love. Det er det, som vi ser. Nogle kalder det for aktivisme eller dynamisk fortolkning. Uanset hvad vi kalder det, er der tale om en demokratiskadelig sammenblanding af den lovgivende og den dømmende magt. Hvis borgerne er utilfredse med afgørelserne, kan de ikke protestere, da jurister og dommere ikke er på valg som vores politikere. Problemerne forværres af, at vi har tilknyttet internationale domstole og institutioner med embedsmænd og jurister, der ikke kender kulturen og forholdene her i landet, og som heller ikke er ansvarlige over for den danske økonomi og sociale sammenhængskraft osv.
Denne grundlæggende systemfejl har politikerne indført. Vi skal ikke kun bebrejde domstolene og juristerne, selv om det gradvise tab af Danmarks suverænitet og svækkelsen af demokratiet naturligvis fremskyndes af, at en del af vores juridiske eksperter og dommere er ret ivrige internationalister, globalister og multikulturalister, der derfor ikke holder sig tilbage.
Professor dr.jur. Kirsten Ketscher omtaler i Juristen nr. 4, 2012, en dom fra 15.2.2012, hvor en afghansk flygtning med lovligt ophold havde anlagt en sag mod Danmark. Hans påstand var, at den hjælp, som han havde modtaget i fem år (ca. 200.000 kroner årligt efter skat i integrationsydelse, boligsikring og børneydelse), var i strid med grundlovens § 75 stk. 2, fordi det var for få penge, som det offentlige havde ydet. Han mente, at det beløb, som han havde modtaget, var under et eksistensminimum, som han (og hans advokat) vurderede er indeholdt i denne paragrafs stk.2’s ordlyd (se tidligere). Herudover gjorde han gældende, at ydelsen var ulovlig diskrimination, hvor han påberåbte sig EMRK og, som Ketscher skriver, »endvidere en række konventioner, herunder flygtningekonventionen«. Denne formulering antyder, hvor omfattende uigennemsigtigt, bureaukratisk og urimeligt indviklet vores lovgivning baseret på disse konventioner er blevet.
Når man læser artiklen, får man indtryk af, at retstilstanden er næsten kaotisk. Ketscher, der er ekspert på området og selv meget internationalt orienteret, skriver flere gange, at hun undrer sig over argumenterne igennem de forskellige juridiske lag. Også det indikerer, at retsgrundlaget i dag er upræcist eller flydende. Sagsøgeren tabte sagen såvel i Østre Landsret som i Højesteret, men begrundelserne og argumentationerne stritter i forskellige retninger. Det kunne blive anderledes næste gang, så en sagsøger vandt.
I artiklen forklares, at et optjeningsprincip til offentlige ydelser kan udlægges som et territorialt opholdskrav, hvor det så efter konventionerne ville kunne tolkes som et ulovligt diskrimineringsspørgsmål, fordi det især vil ramme personer med anden baggrund og nationalitet end dansk.
Men hvis et land ikke må skelne mellem egne borgere og andre landes borgere, er det begyndelsen til at nedlægge landet, så det bliver en region i et større geografisk defineret område.
Hvordan vi hver især ser på det, afhænger naturligvis af, hvor internationalt orienterede vi er. Nogle af os går ind for en slags verdens- eller unionsborgerskab og tror på, at internationale domstole vil træffe de gode og rigtige afgørelser. Andre mener som jeg, at historien har vist os – foruden det kan indses rationalt – at vestlige, sekulære demokratier med velfærdsstater og høj tillidskultur kun kan eksistere og overleve, når der er tale om selvstændige frie nationalstater, der samarbejder med andre lande. Demokratiet kræver lande og landegrænser. Når vi gradvist nedlægger dem, så forsvinder friheden og demokratiet.
Det fremgår, at Højesteret i den omtalte sag fra 2012 med den afghanske flygtning (i modsætning til landsretten) overvejede, om der kunne være tale om en ulovlig krænkelse af artikel 23 i flygtningekonventionen. Denne artikel påbyder en stat at give flygtninge, der lovligt opholder sig, »samme behandling som deres egne statsborgere«. Det blev dog afvist. Ketscher, der som sagt selv virker internationalt orienteret, kritiserer afvisningen. Hun kunne få ret i fremtiden, hvilket for vores lille land kunne have alvorlige konsekvenser. Yderligere et argument for, at vi må ud af disse konventioner.
Den samlede intention er tilsyneladende, at vi ikke mere skal skelne skarpt mellem egne statsborgere og udlændinge. Det er retningen. Politikerne har vist til en vis grad mistet overblikket grundet konventionerne. De kan ikke mere vedtage præcis de love, som de vurderer er rigtige med fokus på deres eget land og de borgere, der har valgt dem.
Som Henrik Sass Larsen (S) sagde i TV 2 News 7.11.2018 om de internationale konventioner og deres domstole:
»Noget af det mest ødelæggende, det er den menneskeretsdomstol.«
»Det er nogle vilde ting, man skal underlægge sig i godhedens navn. Det har gjort, at man har fået ubeslutsomme regeringer rundt om i Europa«
Desværre blev han undsagt af partitoppen.
Konventionerne burde kun være vigtige etiske (politiske) rettesnore og idealer for vores politikere, når de udformer den præcise lovgivning med fokus på deres eget land og befolkning. At gøre konventionerne til lov samt at tilknytte udenlandske institutioner og domstole har været en misforståelse.
https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11015404/maa-et-land-skelne-mellem-egne-borgere-og-udlaendinge
Lene Kattrup kronik i Jyllands-Posten 21.11.2018