Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Kvinderne mangler – det er ikke demokrati

10. april 2003

I en stort opsat artikel i Berlingske 4. april, dels på forsiden, dels på side11 skriver Olav Hergel, at der var højt til himlen, da flere tusinde muslimer samledes til fredagsbøn på Rådhuspladsen i København. Han skriver, det var en historisk dag, og at retten til at tro, tænke og sige, hvad man ønsker, sådan som det fremgår af grundlovens frihedsrettigheder, sjældent har udfoldet sig smukkere.

Jeg er uenig og finder, der er en stor slange i dette ”paradis”, som Olav Hergel beskriver. Kvinderne kan ikke udfolde sig, ytre sig helt frit, befinde sig lige hvor de vil, klæde sig præcist som de vil, som det også fremgår af indholdet. Slet ikke faktisk.

I mine øjne er dette ikke en detalje, men et meget væsentligt problem, som jeg er træt af at mange skøjter hen over. Denne kønsopdeling, som klart berøver kvinderne deres frihedsrettigheder, er væsentlig. Det er muligt, at kvinderne adspurgt siger, at det har de da ikke noget imod, at de også helst vil stå bagest, tilsløre deres ansigt og ikke, som der står ” forstyrre mændene i deres bøn ” da ”mænd er så sexfikserede, at de ikke kan koncentrere sig om at bede til Allah, hvis der er kvinder imellem.” Om kvindernes årsag til at udtale dette, når de bliver spurgt er frygt for, hvad deres forlovede, deres ægtefælde, deres far eller bror vil sige eller synes, ved vi ikke. Det forventes af dem, de svarer sådan. I en del tilfælde, skyldes det vel også, at dette system er ok i deres øjne. De har aldrig set og oplevet andet, og føler sig nok heller ikke på højde med mænd hvad angår rettigheder og viden i forhold til religion, politik og magt. Det er bare ikke ok ! Slet ikke. For kvinder udgør faktisk 50 % af en befolkning, så det ligner ikke på nogen måde et demokrati, hvis kvinderne skal henvises til bageste række, ikke har sammen rettigheder som mænd, hvis mænd bestemmer hvor kvinderne skal være, hvilke klæder, de skal bære, at kvinder ikke kan arve på lige fod, ikke få skilsmisse uden at miste børnene etc.

Hvis det ikke var fordi Olav Hergel starter sin reportage med at anføre ” Himlen var grå, men der var højt derop ”, vil jeg mene han må have fået solen i øjnene, så han er blevet blændet. Han har i hvert tilfælde ikke kunne se helt klart ud af øjnene i forholdt til fundamentale menneskerettigheder og demokrati, men har ladet sig sovse ind i de sædvanlige romantiske bortforklaringer bl.a. om, at kvinder distraherer de stakkels mænd, som ikke har meget hold i virkeligheden.

Det er ikke mange år siden, hvide mennesker i Sydafrika synes, de blev emotionelt forstyrrede af at have sorte i de pæne boligkvarterer, på visse arbejdspladser eller i busser forbeholdt hvide. De havde svært ved at koncentrere sig, og de sorte var i starten enige. Derfor blev de sorte henvist til andre steder eller bageste række, sådan som muslimske kvinder ofte bliver det.  De sorte foretrak faktisk også en raceopdeling, hvis og når de blev spurgt, for de var undertrykte. De turde måske ikke andet eller havde vænnet sig til, at dette fungerede bedst. Men det var da heller ikke videre demokratisk og heldigvis fik det en ende.

I to artikler i Berlingske 6. april side 11 af Claus Kragh omtales det nye nationale råd i Frankrig, som skal samle og demokratisk repræsentere de fem millioner muslimer i landet.

Her overser forfatteren samme ting som i den foregående artikel.

Og desværre synes jeg, dette er tilfældet i mange, ja næsten samtlige artikler, der skrives i avisen om Islam og muslimer. Især hvis artiklerne er skrevet af mænd, må jeg desværre sige, at jeg har bemærket.

Claus Kragh nævner i sine to artikler forskellige problemer i relation til, om dette råd vi være demokratisk sammensat, men glemmer helt problemet med manglende repræsentation af kvinder. Som det er vanligt, er det også kun mænd, han har talt med. Han kommer meget ind på den mulige franske imamuddanelse, men forbigår problemet med, om et vestligt demokrati kan have en uddannelse, hvor kvinder formentlig ikke kan optages. Under fotoet i artiklen står Franske muslimer, jeg kan se at det er franske muslimske mænd.

Hvis vi vil prøve på at få islam til at finde sin vej i vesten, som er overskriften på artiklen, mener journalister så gravalvorligt, at de kan forsvare at fokusere på mænd udelukkende som repræsentanter for meningsdannelsen, selvom jeg godt ved det fortrinsvis er muslimske mænd, de møder i det offentlige rum ? Når der skulle laves reportager og baggrundsartikler fra Sydafrika og USA i tidligere tid, kunne vi da heldigvis se, at man formåede at trænge igennem undertrykkelsesmuren og få synspunkter, tilkendegivelser og meninger fra de sorte, uanset disse ikke stod i første række førend senere i historien. Journalister har et ansvar, de er med til at påvirke historien. Hvis ikke pressen hjælper de muslimske kvinder frem ved simpelthen altid at huske dem som en del af befolkningen, give dem et talerør, og gøre opmærksom på problemerne, i stedet for blot passivt og automatisk at acceptere den muslimske vane med, at kvinderne står bagest som mindre betydende, så forsinker man en udvikling hen imod frihed og fuldgyldigt demokrati også for muslimsk troende kvinder.

Lene Kattrup i  Berlingske april 2003

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver