Hudfarve og danskhed – Krasnik III
7. oktober 2016
Det er godt, vi er begyndt at diskutere danskhed, som ikke skal forveksles med dansk statsborgerskab. Nogle mener, at hvis man er født og opvokset i Danmark, har gået i dansk skole osv., så er man automatisk blevet dansk. Sådan mener jeg ikke, det altid er. Vi har fx en del borgere, der fødes og vokser op i parallelsamfund, hvor de opdrages til en arabisk og islamisk kultur. Vores integration fungerer jo netop ikke. Jeg mener heller ikke, at man automatisk bliver dansk, fordi ens forældre og bedsteforældre var danskere. Eller fordi man spiser frikadeller og stegt flæsk mm. Heller ikke, jeg vil snarere sige tværtimod, hvis man forlanger eller forventer servering af religiøst/islamisk velsignet mad i vores skoler og institutioner i et sekulært demokrati som Danmark.
Danskhed har i stedet noget at gøre med, om man holder af Danmark, som man ønsker skal bestå som et suverænt og selvstændigt land med et sekulært demokrati inkl. vores kristne baggrund og kultur. Desuden om man går ind for frihedsrettighederne, som man mener, skal gælde for alle borgerne uanset køn og baggrund, herunder seksuel frihed og ytringsfrihed. Sidst aktivt medborgerskab.
Jeg oplever, at nogle – især venstreorienterede, men også andre – har en stor tendens til at blande hudfarven ind i diskussioner om indvandring, radikalisering, danskhed mm. Hidtil var hudfarve dog heldigvis holdt ude af den aktuelle debat om danskhed, men det er nu blevet ændret. Jeg havde ikke ventet, at en oplyst og dygtigt journalist som Martin Krasnik ville blande hudfarve ind i debatten, hvilket han nu også står alene med. Men det gjorde han desværre i artiklen ”Hvem der er dansk” 30. september 2016. Det har ikke med sagen at gøre, og det afsporer debatten. Jeg synes hudfarve er denne debat uvedkommende.