Hamas er uden for demokratisk rækkevidde
9. januar 2009
ABDUL WAHID Pedersen skrev i den 3. januar, at det er en påstand, at Hamas er en terrororganisation, og huskede os på, at Hamas er demokratisk valgt til at styre i Gaza.
Imamen undlod at pege på, hvordan Hamas dagligt undertrykker den palæstinensiske befolkning, og hvordan de torturerede og lemlæstede Fatah-tilhængerne, da de kom til magten, samt at mennesker, der ikke efterlever shariaens love, ikke kan leve i Gaza i dag.
Hamas kom til magten på demokratisk vis, men afskaffede straks demokratiet, som nazisterne gjorde det. I dag er det et voldsdiktatur, der er baseret på et islamisk teokrati, der er indført. Hvis man læser Hamas’ charter, som let kan findes på Internettet, chokeres man.
Desværre er det sådan, at virkeligheden passer med indholdet. Hamas står for islamisk modstandsbevægelse, målet er kalifatet, og metoderne er vold og terror. Man vil fjerne Israel fra landkortet, det står tydeligt – man vil bestemt ikke, som nogle tror, blot have noget mere land. Hvorfor taler man i øvrigt altid kun om, at Israel skal afgive land? Der er andre store omgivende lande, der også burde afgive jord til palæstinenserne.
Der har været antiisraelske fredsdemonstrationer i byer i Europa og USA – flere steder med hærværk og vold. I Antwerpen, hvor demonstrationen var arrangeret af Arab-European League, blev der uddelt sedler, hvor der stod, at belønningens dag ville komme, når muslimer har bekæmpet jøderne.
Disse opildnende ord genfindes i Hamas’ charter. Bagefter begik en større gruppe hærværk i de jødiske kvarterer, og kun med nød og næppe fik politiet forhindret overfald på jøder. Nogle af de jødiske butiksejere tør ikke åbne deres butikker nu.
Foran den israelske ambassade i København blev der råbt: Der er ingen anden Gud end Allah, og jøderne er Allahs fjende. En muslim i New York bar en plakat med ordene Død over alle jøder. Det er uhyggeligt og ligner noget, vi har set før. Det handler jo ikke kun om jord, men også om islamistisk antisemitisme. De demonstrerende protesterer mod krig og vold, men optræder selv ufredeligt. Denne adfærd ses tilsyneladende ikke ved demonstrationer repræsenterende den anden part i krigen.
Parallelt hertil kan vi konstatere, at Abdul Wahid Pedersen heldigvis kan bevæge sig frit rundt i sit område på Nørrebro, men man kunne ikke bevæge sig rundt her med et skilt, hvor der står, at man støtter Israel. Og personer med typisk jødisk udseende kan ikke længere færdes helt trygt her.
Det siger noget om konflikten og dens parter. For mig er det afgørende, at jeg er overbevist om, at hvis Israel ikke konstant blev angrebet af raketter og mortergranater, så ville der i dag ikke være krig i området.
Israel svarer på angreb. Alle de enorme summer, som blandt andre Vesten har postet i Gaza, burde have været brugt til opbygning af landet, til skoler og til industri samt børnebegrænsning i stedet for til våben. Hvis Wahid Pedersen sympatiserer med Hamas, så synes han uden for demokratisk rækkevidde, men tæt på islamismen.