Ydmygelsen findes på begge sider af Mellemøstkonflikten
12. december 2012
DET FOREKOMMER MIG, at Mette Bock (LA) i sit debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 6. december er ensidig i sin vurdering af forholdet mellem Israel og Palæstina og samtidig forsimpler konflikten. Hun beskriver ydmygelsen ved at måtte vente ved et checkpoint, men årsagen er jo palæstinensernes brug af våben og terror. Hvordan ville Danmark mon reagere, hvis vi var nabo til et folk, som jævnligt tog våben med for at dræbe os? Mon ikke vi også ville indføre kontrol? Jeg tror, at israelerne føler stor ydmygelse, når cirka 20 procent af befolkningen hele døgnet rundt må være parat til at søge beskyttelsesrum inden for et minut. Hvordan påvirker det mon et skrøbeligt barnesind? Og hvordan mon det er at vokse op og vide, at lige på den anden side af grænsen lærer børnene i skolen, at de skal hade os, fordi vi er jøder? Ydmygelsen findes på begge sider.
Bock udelader de andre arabiske lande af sin analyse.
Ser hun da ikke, at de arabiske palæstinensere lader sig misbruge som brohoved og/ eller terrorbase for de andre arabiske lande, for det jødehad, der findes her, samt for Irans planer om at udslette Israel? Israel vandt seksdageskrigen overlegent i 1967, men tabte herefter krigen i medierne og folkesympatien i USA og Europa. På mig virker det, som om Mette Bock har ladet sig inspirere af dette, men som folketingsmedlem og udenrigspolitisk ordfører bør hun forsøge at komme et lag dybere.
BOCK SKRIVER, at fordi Israel er stærkt, så bør landet være generøst, åbne sine grænser og så videre. Sandheden er vel, at hvis Israel taber så meget som én krig, så er landet væk. Derfor tør landet ikke andet end at bygge mure og etablere stødpudezoner samt forsvarsøer, hvor palæstinenserne bor.
En analyse af det voldsomme had mod landet, der er i regionen, samt et kig på landkortet, hvor man studerer Israels ringe størrelse sammenlignet med det kæmpe landareal, der optages af de omringende lande, der er Israel fjendtligt stemte, bør få os til at indse, at Israels fremtid er usikker.
Jeg mener, Bock har uret, når hun beskriver Israel som den stærke part. De arabiske palæstinensere lader sig bruge af andre magter, og hver gang nogle af våbnene er blevet brugt mod Israel, som vi forleden så det med Gaza, så bruges de følgende år ( og en stor del af den økonomiske bistand udefra) på at opruste igen.
Ved en konference i 2011 om medierne og Israel blev Israels ambassadør i Danmark spurgt om, hvorfor Israel ikke gør mere for at forbedre mediernes skæve og negative billede af landet. Han svarede, at ” jo, vi er hver dag bekymrede for Israels image, men vi bekymrer os først og fremmest om Israels overlevelse.
Israel er det eneste land, hvor der er en daglig nærliggende trussel om dets totale destruktion”.
Denne trussel anerkendes ikke bredt nok.
BOCK SKRIVER, at der er fejl på begge sider, og det har hun ret i. Jeg er ret enig i hendes kritik af bosættelsespolitikken.
Blot skal hun huske at medtage, at der jo ikke tolereres jøder i de palæstinensiske områder eller i de arabiske lande. Her har så godt som alle måttet flygte. I Israel bor cirka 1,2 millioner arabere, primært palæstinensiske arabere, som ønsker at blive i Israel, fordi de her har en bedre levestandard, mere frihed og bedre borgerrettigheder, end de ville have i de arabiske lande. Det burde Mette Bock ikke overse.
Når hun argumenterer, at der ville kunne opnås fred, hvis Israel rømmede bosættelserne, så burde hun se til Gaza. Her var der ikke uenighed om grænsen, og Israel rømmede bosættelserne, men fik stadig krig og raketter i stor stil. Der skal mere til. Meget mere.
Der skal en fredsaftale, en fredsvilje og fastlæggelse af grænser. Det er ikke muligt, som det er nu. Og en sådan aftale ville inddrage andre magter, lande og parter end de palæstinensiske arabere, der uanset årsagerne (historie, had, ideologi, Hamas mm.) ulykkeligvis stadig lader sig bruge som terrorbaser og ikke forøger at opbygge deres eget land.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 12. december 2012 |
|