Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Udgifter til flygtninge og til de ældre

5. juli 2015

En del har spurgt mig, hvad det var, jeg sagde under punkt 12, ” Husning af flygtninge”, den 24.6.2015 i Hillerød Byråd, hvor jeg var indkaldt som suppleant.

Det drejede sig om en udgift på ni millioner kroner, som kun er en start. Ordene var: ” Jeg (Lene Kattrup DF) stemmer imod punkt 12 med den begrundelse, at jeg mener kommunen aktivt og synligt via annoncering mm. burde forsøge at finde værelser med badefaciliteter og køkkenadgang i private hjem til enlige flygtninge, da dette kan forventes både at give bedre integration og være prisbilligere for kommunen. Dette burde kunne sørge for husning af mindst halvdelen. Det samme gælder mindre familier, hvor man kunne finde villalejligheder/ flere værelser. Jeg bemærker også, at min begrundelse herudover er, at jeg synes, der maksimalt bør bo eller huses 10 mandlige enlige i samme byggeri af hensyn til integrationen.

Overordnet opfordrer jeg Hillerød Kommune til at protestere overfor Folketinget over det antal, Hillerød forventes at skulle modtage i 2015, som, jeg finder, er for stort og vil belaste kommunen økonomisk med alvorlige konsekvenser for serviceniveauet overfor borgerne i 2015 og i de kommende år. Med de forbehold dog positiv overfor dele af forslaget især C, D og E, men jeg finder udgiftsniveauet (både husleje, drift og anlæg) alt for højt og i øvrigt ikke udspecifi-ceret i tilstrækkelig grad i forslaget.

Nogle af udgifterne afholdes af staten, men det er også borgernes penge.

Irene Brostrøm DF tilsluttede sig og stemte også imod hele punkt 12, således DF i Hillerød stemte imod. Ingen andre partier stemte imod. Det affødte en heftig debat. Det er et vanskeligt og dilemmafyldt emne. Jeg tror, det vil blive inddraget i de kommende budgetforhandlinger, hvor der bl. a. er forslag om at spare 11 millioner på de ældre i 2016 og 21 millioner de kommende år.

Lene Kattrup i Hillerød Posten  07.07.2015

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver