Tolerance er ikke ubetinget godt. Relativismens dilemmaer og indre modsigelser
23. januar 2012
BISKOP KJELD HOLM skrev den 13. januar en meget oplysende klumme om relativisme, som han bekender sig til. Relativismen associeres især med rummelighed og tolerance samt plads til forskellighed med videre, som er gode og positive værdier. Men hvis man lukker øjnene for de dilemmaer, der er en del af relativismen, kan man gå fejl og komme ind i indre modsigelse af værdierne.Viser man for eksempel rummelighed over for et system af idéer, en ideologi, der på nogle punkter er antitolerant, anti-rummelig og mod menneskers ligeværd, fordi man bekender sig til værdier som rummelighed og tolerance, så opstår der et dilemma, og man kan komme til at gå imod sine egne værdier.
VIRKELIGHEDEN rummer mange eksempler. Mest tydeligt og illustrativt er vel Tyskland i 1930’erne. Universitetsverdenen og kulturlivet blomstrede, efterhånden kom der gang i økonomien, og optimismen spirede frem. Man gav plads til nazismen. Men det havde nok været bedre, hvis man havde været mindre rummelig og mindre imødekommende over for nazismen. Tolerance er ofte en god ting, men ikke ubetinget. En tolerance over for det eller de intolerante kan medvirke (direkte eller indirekte) til at forårsage menneskelig lidelse. Den tyske forretningsmand Oskar Schindler tjente store penge på at samarbejde med det menneskeforagtende nazistiske regime, men som krigen skred frem, reddede han også en del jøder. Han lukkede ikke øjnene for lidelserne, men han var vist ikke selv tilfreds med sin gerning. Efter krigen gik han mere eller mindre i hundeneMåske var årsagen, som man lader ham sige det i filmen ” Schindlers liste”, fornemmelsen af, at han reddede nogle, men kunne have reddet endnu flere, hvis han var begyndt noget før, og især hvis han havde set og forstået faren samt ondskaben noget før.
DAGEN FØR Kjeld Holms indlæg var der et indlæg fra to studerende med overskriften ” Gælder religionsfriheden ikke også for islamister?”, der også i sit indhold rummede et forsvar for relativismen. Spørgsmålet er vedkommende og et tidstypisk eksempel på det samme. Men det virker, som om de to studerende ikke ser dilemmaet. Hvis religionsfriheden fremmer kræfter som islamismen, der vil afskaffe religionsfriheden, så har vi et dilemma. Dette dilemma må vi tage med i vores debat og vores overvejelser. Vi kan ikke blot i vores iver efter at være gode undlade at få øje på det. Vi har set, hvor svært det er for demokratier i Mellemøsten at få fodfæste.
Netop de kræfter og ideologier, der i den del af verden er meget stærke aktører i kampen mod demokrati, menneskers ligeværd og de grundlæggende frihedsrettigheder, religionsfriheden og ytringsfriheden, dukker nu op hos os i Europa på grund af globaliseringen og indvandringen. Hvorledes vi bør handle i den situation, er der delte meninger om, men vi skal ikke være så ubekymrede, rummelige og tolerante, så vi slet ikke ser faren.
Jeg er dog enig i store dele af indholdet i både Kjeld Holms og de to studerendes indlæg. Et samfund som vores kan slå over i en lukkethed med manglende rummelighed og intolerance, som kan true selve fundamentet for et liberalt og pluralistisk demokrati. Hvis vi udvikler en herrefolksmentalitet og opfatter os selv og vores kultur som overlegen, og vi glemmer ydmygheden og selvkritikken. Dette er en fare, som det er rigtigt at fremhæve.
Men er det ikke sådan, at begge yderligheder indebærer en risiko? Forfatteren Salman Rushdie, der har prøvet at blive ramt af en fundamentalistisk ideologis frihedsbegrænsende kræfter, har sagt om fænomenet: ” Kulturel relativisme afholder os fra at træffe moralske valg” (Kristeligt Dagblad, den 13. oktober 2006).