Omtanke er godt. Det er frygt ikke
17. februar 2015
DER ER FORSKEL PÅ samtale, dialog og at ytre sig. I en debat om ytringsfrihed er det bedst, vi bruger begreberne nogenlunde entydigt.
Jeg er enig med Erling Tiedemann, når han i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 13. januar gør gældende, at man ikke altid skal fremkomme med en ytring, en tegning eller et udbrud, fordi det falder en ind.Det er klar logik, synes jeg. En avis vælger noget stof væk, hvis det ikke virker rigtigt redaktionelt, eller hvis det er underlødigt, irrelevant eller simpelthen virker forkert i sammenhængen.
Jeg kan huske, at Ayaan Hirsi Ali for et par år siden blev spurgt om, hvornår hun syntes, man skulle kritisere en religion, når man nu vidste, at det ville blive optaget som sårende af de religiøse.
Hun tøvede lidt, men sagde så, når man finder det hensigtsmæssigt, sagligt og nødvendigt.
Det ville være frygteligt, hvis man indførte en lov, hvor nogle skulle vurdere dette, men for den enkelte kan det være udmærkede rettesnore.
Etiske rettesnore kan man sige. Vurderingen er individuel.
Jeg finder, at religion og religiøse dogmer skal kunne udfordres, men der skal for den, der gør det, være en mening med det. Imidlertid kan andre ikke vurdere dette.
PERSONLIGT SYNES JEG, at vi skylder religionskritikken megen tak for den vestlige civilisations udvikling. Religioner vil fylde for meget, hvis deres dogmer, love og krav ikke bliver udfordret. Nogle religioner har mere brug for kritik og kritisk debat end andre.
Og nogle religioner tåler dette bedre end andre. Sådan er det, og det burde ikke være kontroversielt at påpege dette.
Hvis vi på grund af særlige hensyn freder kun én religion, nemlig islam, for kritik af dens dogmer og hellige skrifter, herunder dens profet og hans gerninger, men ikke tager disse hensyn til de andre religioner, så er konsekvensen til at forudsige. Islamismen vil brede sig.
Som flere har påpeget i den standende debat i kølvandet på det frygtelige terrorangreb i Paris, så er det den frie og herredømmefrie samtale, som Jürgen Habermas har kaldt den, der er nødvendig, for at demokratiet kan bestå.
Hvis man skal leve i frygt for reaktioner, hvis man kritiserer en i tiden betydende religion og alt det, den står for, så indskrænkes råderummet.
Det er jo ikke kun det at tegne Muhammed; det er det at udfordre islams indre, der forsøges standset. Og det lykkes delvist, må man sige, fordi frygten breder sig.
Når Tiedemann taler om selvcensur som en acceptabel ting, så synes jeg, at han blander noget sammen. Med dette begreb tænker man normalt – og især nu – på, når personer undlader at fremkomme med deres mening eller ytringer på skrift og i tale, ved satiretegninger med mere alene på grund af frygt.
Når frygten afgør, hvad vi siger, tegner, synger eller maler, så har vi et problem. At tie på grund af frygt er noget helt andet end at tie på grund af omtanke og eftertanke.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 17.2.2015