Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Om Lene Kattrup

Født i 1954 i Gentofte, yngst af fire børn. Min far var læge, min mor sygeplejerske. Student fra Gammel Hellerup Gymnasium 1974, matematisk-biologisk. Dyrlæge (Cand.med.vet.) 1980. Supplerende uddannelse: Merkonomstudiet, efteruddannelse om motivering, salg, ledelse mm. samt diverse fag fra forsikringsakademiet.

Jeg har arbejdet i veterinær praksis i en årrække, både som ansat og som selvstændig, hvor jeg bl.a. startede og drev dyreklinik i Hillerød og i Birkerød i en årrække (siden solgt, Trollesminde Dyreklinik og Bistrup Dyreklinik). Desuden erfaring fra beskæftigelse i medicinalsektoren (Novartis), offentlig fødevarekontrol, forsikringsbranchen (Alm. Brand), veterinært handelsfirma (Jørgen Kruuse) mm. Her har jeg både været specialist, teamleder og chef. Jeg arbejder i dag som selvstændig konsulent bl.a. med dyreforsikring samt korrekturlæsning, tekstredigering og foredrag mm. Har boet på Fyn, i Jylland og bor nu (fra maj 2013) i Uvelse i den sydlige del af Hillerød.  Beskæftiger mig en del med dyreværn i min fritid. samt med Det Etiske Råd, som jeg har været medlem af siden 2010. Jeg er naturelsker og holder af at gå gode vandreture med venner og mine hunde.

Tidligere medlem af bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet. Medlem af bestyrelsen for Dansk- israelsk Selskab. Medlem af Det Etiske Råd.

Jeg lever i et weekend-parforhold med en filosof, har to voksne børn, to dejlige hunde, og er i høj grad naturelsker. Er et familiemenneske. Igennem rigtig mange år har jeg været overbevist økolog – både pga. min respekt for og store glæde ved naturen, som jeg synes vi skal passe bedre på – samt, når det drejer sig om kød – også af dyrevelfærdsmæssige grunde. Holder af god mad, gerne italiensk, god vin og af gode film.

Se evt. mere her om min baggrund:

http://snaphanen.dk/2012/05/04/4-maj-tanker-fra-mindelunden-i-ryvangen/

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/415979:Kultur–Min-stoerste-kulturoplevelse-er-en-rejse-til-Firenze

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/359184:Mennesker–Lene-Kattrup—debattoer-med-dyretaekke

 

Desuden samfundsdebattør med fokus på emner som:

Etik og samfund

Demokrati, religionsfrihed og ytringsfriheh

Religion og politik

Natur og bæredygtighed

Dyrevelfærd og dyreværn

Familien, skole, sundhed

Kvalitet i sygehusvæsenet og mere forebyggelse

Begrænsning af EU’s ensretning, innovationshæmning, bureaukrati og magt

Indvandringens konsekvenser, økonomi, multikulturalisme

Islam/islamisme – parallelsamfund, sharialov

Kvinder og parforholdet, kvinder og karriere, børns trivsel

Israel, mellemøsten

 

Kontakt:

(Email er skjult - JavaScript skal være slået til) eller tlf. 21 46 83 80

Jeg bor I Uvelse, 3550 Slangerup (del af Hillerød Kommune)

 

 

Jeg synes vores børn, familien, dyrene og naturen er det vigtigste, vi har, derfor slutter jeg med to små personlige historier som rummer en del af dette.

Når Gud steger pandekager

Den unge mand, jeg vil fortælle om, var dengang en dreng på tre år. I dag er han netop blevet færdig som  revisor. Han var en klog, sjov, livsglad og meget videbegærlig samt eftertænksom lille dreng.

Ja, det er han stadig, det er faktisk kun størrelsen, der har ændret sig – heldigvis. Frits havde om aftenen set sit yndlingsprogram med Bamse i tv, men stillede sig meget skeptisk over for den tåge, der var temaet den aften.

Og selvom hans mor og hans storesøster forklarede, at det var helt rigtigt, at tågen skam fandtes her i verden, det ville han snart få at se, så mente han nu, at det ikke rigtigt kunne passe. For han havde nemlig aldrig selv endnu set tågen i sit relativt korte liv. Nu ville skæbnen, at næste morgen, da han vågnede, lå der en meget tæt tåge over landskabet i Gadevang, hvor han boede. Han var i modsætning til sædvanligt ret tavs og grublede en del over fænomenet,mens han spiste sin havregrød.

Omtrent som Peter i ”Flugten til Amerika” af Christian Winther fandt sin ro på bunden af sagosuppen, fandt Frits den morgen løsningen på gåden, da han nåede til bunden af sin havregrød. For her udbrød han pludselig både lettet og afklaret: ”Når nemlig det er tåge, er det, fordi Gud steger pandekager.”

Hans storesøster og hans mor (som er undertegnede) havde ingen indvendinger.

Bragt på bagsiden af Kristelig Dagblad 1. november 2012

 

Medmenneskelig varme og empati kan redde liv

Min kræftsyge døende onkel lå på hospitalet, familien måtte tage ham hjem, fordi han følte en stærk sult, men var for svag til at spise selv. Der var på afdelingen ikke tid til at made patienterne som før i tiden, som det blev sagt. Han døde kort efter.  For år tilbage blev min farbror flere gange indlagt på Sankt Lukas Stiftelsen med yderst smertefulde anfald af nyresten. Han sagde bagefter, at den helt særlige omsorg og varme, han fik her, var af uvurderlig betydning og hjalp ham til at kunne holde det ud. Da min mor lå for døden, var der på det sted, hun lå, en voldsom mangel på pleje, rengøring og hygiejne. Det plagede hende, der selv havde virket som sygeplejerske i sine yngre dage, meget.

Under besættelsen var min far modstandsmand. I forbindelse med en sabotageaktion blev han skudt og fik det ene ben sat af i tysk fangenskab. Han frygtede for sit liv samt for forhør og tortur, hvis han overlevede operationen. På lazarettet på Nylandsvej, hvor han lå, var der en tysk antinazistisk sygepasser og fangevogter, Karl Heinz Neumann, der med stor personlig risiko plejede de danske fanger. Neumann, som vi fire børn kaldte ham, blev efter krigen i Danmark, og han kom i vores hjem. På grund af krigsskaderne døde min far desværre tidligt, men da jeg var pige, fortalte han mig ofte om Neumanns indsats. Min far, der selv blev læge efter krigen, var overbevist om, at uden den pleje, menneskelige varme, empati og omsorg han fik fra dette ene fantastiske menneske, ville han slet ikke have overlevet.

Hvad angår livskvalitet og værdien af den rigtige pleje og omsorg som en forudsætning for helbredelse er der ikke den store forskel på dyr og mennesker.

Da mine børn var mindre, måtte vi pga. mit job flytte til Odense. Vi medbragte vores shetlandspony, Hannibal, som blev opstaldet på en meget fin og dyr rideskole for store heste, der lå tæt på.  Her blev han syg, fik store sår på hals og ryg, der ikke ville hele, uanset hvor intensivt jeg behandlede dem.  Og han udviklede forfangenhed, som er en alvorlig og smertefuld tilstand hos heste, der kan ende med aflivning.  Til sidst var han tæt på en aflivning af dyreværnsmæssige grunde.

Men omsider kom jeg til at tænke mig om, og jeg skammer mig faktisk i dag over historien. Jeg indså, at den pleje, de rammer og det miljø, han var i, ikke gav ham en rimelig livskvalitet. Hesteboksen var bygget til store heste, han måtte stå på bagbenene, hvis han skulle se ud, og grundet sygdommen kom han ikke mere på græs.
I al hast fik jeg ham bragt hen på en dejlig ponyrideskole.  Det var sidste chance. Han var svag, men jeg vil aldrig glemme, hvordan han kom med nogle få af sine små, dybe hestevrinsk, som vi ikke havde hørt længe, da han blev læsset af hestetransporten og kunne se de andre ponyer. Ørerne var helt fremme. Han tog nogle dybe indåndinger, snusede grundigt til alt og indtog sin nye åbne lille ponyboks, hvorfra han kunne se direkte ud over nogle åbne marker.
Han lignede en lille hest med fornyede kræfter og livsmod. Det havde der ikke stået så meget om i mine lærebøger på Landbohøjskolen, men jeg vidste bare, at nu ville han blive rask.  Det kom til at passe. Vi kunne tage medicinen fra ham få dage efter, han var ikke syg siden og blev heldigvis meget gammel.

Jeg tror, det er en naturlov. Vi skal ikke kun behandle sygdomme, men mennesker – og/eller som her hele dyret. Fuld helbredelse er idealet, men at bedre, lindre og minimere lidelse, angst, smerte og væsentlig ulempe er også en del af pligten og opgaven. Samfundets udgifter til medicin er vokset voldsomt de senere år. Måske skyldes noget af stigningen, at vi har nedprioriteret pleje, omsorg samt samtale med patienten.

Udpluk fra indlæg bragt i Weekend Avisen 10.2.2013

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver