Økologisk landbrug er bedst for dyr og mennesker
13. marts 2014
Nogle steder tegnes der et ret negativt billede af økologien. Og det sker, at økologien fremstilles som noget flower- power romantiseret venstreorienteret gøgl.
Jeg bliver ofte spurgt, om jeg mener, økologi overhovedet har noget med dyrevelfærd at gøre.
Blot som for 30-40 år siden
På området for svineproduktion, mener jeg, at økologien i det store og hele blot repræsenterer en tilbagevenden til den måde, man almindeligvis opdrættede og slagtede svin på herhjemme for ca. 30- 40 år siden.
Hvor man stadig gav dem halm, mugede ud, passede dem, gav dem nogenlunde plads og sørgede for at få aflivet eller behandlet syge dyr. Desuden havde man endnu ikke genetisk fremavlet søerne til at få langt flere smågrise, end hun har patter til, og normalt fik hun også lov til at passe dem selv, idet hun ikke var totalt fastspændt i bøjler i hele dieperioden, og hun havde dengang en dieperiode på mere end tre uger.
Som jeg tidligere har nævnt i disse spalter, dør der flere smågrise i økologien og ved frilandsproduktionen. Det lyder på den anden side ikke som god dyrevelfærd.
Hvad er sandheden?
Dødeligheden blandt smågrise
Lad os starte med smågrisedødeligheden.
En bekendt gav mig forleden en beskrivelse af et ophold i Pantanal i Brasilien, hvor han i længere tid havde fulgt farmernes hold at store kvægflokke, som han mente havde et godt og frit liv med høj dyrevelfærd. Bønderne fandt det helt naturligt, at en betydelig del af kalvene blev taget af jaguarer og andre rovdyr.
På samme måde må de svinebønder, der holder søerne på friland herhjemme acceptere, at nogle smågrise tages af ræven og andre rovdyr i naturen. Og i økologien lægger soen sig på flere smågrise, der så vil dø, fordi hun ikke, som i den konventionelle indendørs produktion, er spændt fast i bøjler i dieperioden.
Det er unfair og forkert, når man så ofte bruger tallene for pattegrisedødelighed til at påstå, at svinene har det bedre i den konventionelle industriproduktion end i den økologiske svineproduktion, hvor patte-grisedødeligheden er noget højere.
På stort set alle andre velfærdsparametre er økologien bedre.
Man kan ikke bare se på dødeligheden
Måske skal man vende det hele om.
Når soen er spændt (uværdigt og ubehjælpeligt fast), og man tillige holder hende indendørs i fabrikslignende omgivelser, hvor alt i miljøet luftfugtighed, temperatur etc. kan reguleres med stor præcision i modsætning til, hvad der er muligt i økologien, så er det egentlig for dårligt, at man ikke i de avancerede konventionelle staldsystemer kan få dødeligheden endnu mere ned, end hvad tilfældet er.
Men dødelighed er ikke den eneste parameter, man bør vurdere dyrevelfærd ud fra.
Man må jo naturligvis indkalkulere en større dødelighed for nyfødte dyr, når dyrene lever frit, end når de lever beskyttet indendørs. De fleste af os synes sandsynligvis, at en fri høne har haft et bedre liv end en høne, der aldrig har set et græsstrå og mærket solen, trods dødeligheden og risikoen for at blive spist eller komme til skade er større, når hønen lever på friland.
Enkelte mennesker anerkender slet ikke begrebet dyrevelfærd, og synes landbrugsdyrene kun er skabt til at producere kød. Men for de af os, der synes, dyrevelfærd er væsentligt, kan det være interessant at se på, hvad dyrevelfærd er.
Dyrevelfærd kan lidt forenklet sagt måles på tre niveauer
- Sygdom, produktion, dødelighed mm.
- Naturlighed dvs. mulighed for at udvise naturlig adfærd
- Følelser oplevelse af angst, smerte, ubehag
Et svin har et stort behov for at kunne udfolde sin beskæftigelses- og rode/ undersøge/ fødesøgningsadfærd. En fugl har behov for at kunne flyve, en høne for at kunne lægge æg og støvbade, en kat for at kunne klatre etc. Hvis de dyr, vi har i vores varetægt, i væsentlig grad berøves muligheden for at kunne udøve deres naturlige adfærdsmæssige behov, så har de et dårligt liv, som det f.eks. er tilfældet med en stor del af vores landbrugsdyr.
Menneskers holdning er afgørende
Det betyder meget, hvordan det menneske, der passer dyrene, behandler dem. Men reglerne, rammerne og lovgivningen betyder rigtig meget. Og jeg mener, at de forhold, vi byder et svin i den konventionelle svineproduktion i dag er så ringe, så man etisk set ikke kan tillade sig at købe dette billige kød, hvis man går ind for en vis grad af dyrevelfærd – også for dyr, der senere skal aflives og spises.
Et menneske, der vægter hensyn til, at også landbrugets dyr skal beskyttes mod smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe samt behandles og passes på en måde, så der i rimelig grad tages hensyn til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, vil heller ikke i længere tid kunne arbejde på disse svinefabrikker, men vil i langt de fleste tilfælde sagtens kunne arbejde i en økologisk svinebesætning. (De beskrivende ord er taget fra § 1 og 2 i vores gældende dyreværnslov).
Fravænning af smågrise
De økologiske smågrise fravænnes tidligst ved 49 dage, svinene tildeles rigeligt med halm og må max transporteres 8 timer til slagtning, de skal have adgang til udearael. Et økoslagtesvin på 100 kg skal have et areal på min. 2,3 m2, og søerne går frit hele deres liv. Medicin må kun gives ved sygdom og en diagnose stillet af en dyrlæge, halebid er stort set ukendt.
Konventionelle smågrise fravænnes allerede ved 21-28 dage, slagtesvinene får ikke halm, de kan transporteres 24 timer (og evt. mere) til slagtning. Et konventionelt svin på 100 kg må nøjes med 0,65 m2 (!), og søerne er fikserede halvdelen eller mere af deres liv i snævre bure eller bøjler. Medicin bruges i store mængder, halebidsproblemerne (der skyldes frustration) er stå store, at det faktisk vil være forbundet med endnu større lidelse, hvis man ikke rutinemæssigt foretog haleamputation for at undgå, de bider halerne af hinanden.
Fabriksopdrættede
Jeg synes, at de fabriksopdrættede konventionelle svins levevilkår er så ringe, at dyrevelfærd må betragtes som et fremmedord. De lever i et goldt betonmiljø uden plads og uden noget at tage sig til. De får ikke halm. Når en tredjedel af slagtesvinene har mavesår, er det fordi de får et alt for energirigt foder uden fiber, så de kan vokse kunstigt hurtigt. Man ved, det er årsagen, men gør det alligevel.
De drægtige søer, hvor hver anden han mavesår, får kun 30-50 % af det foder, de ville æde, hvis de havde fri adgang til foder. De får normalt kun foder en gang om dagen. Hver fjerde so bliver ikke slagtet, men må aflives eller dør af sig selv i besætningen. Slidt op.
Der er tale om en industriel kødproduktion på kødfabrikker, hvor dyrene ikke mere betragtes som levende dyr. Dyreetisk og veterinærfagligt er det dybt kritisabelt.
Man taler i den debat, der heldigvis har været en del af i kølvandet DR1 dokumentaren ”Det store Svinerige” bragt 23.1., lidt for meget om halekupering og kastration. Disse fabriksdyr har et elendigt liv hver dag fra fødsel til de slagtes. Det bør ikke reduceres til, at vi kun taler om kastration og halekupering, der trods alt tidsmæssigt er meget begrænset. De tre vigtigste ting, der ville udgøre en markant forbedring er masser af halm, mere struktur-/fiberrigt foder givet hyppigere, mere plads, løse søer ved faring eller i det mindste kort efter og senere fravænning af smågrisene.
Industrisvine betaler prisen for, at vi kan få vores alt for store forbrug af kød billigt. Så den almindelige forbruger kan få sine daglige ca. 200 g kød billigt. I stedet for at nøjes med ca. 300 gram økologisk kød om ugen, hvilket i øvrigt også er sundere. Eller evt. være vegetarianer.
Stort medicinforbrug
Ekstreme produktionsformer kæver et stort medicinforbrug af hensyn til dyrene. Svinesektoren brugte 86 ton antibiotika i 2012. Det er steget 10 % i forhold til året før. Forbruget overstiger det samlede forbrug til mennesker i Danmark. I dag har 10 % af det svinekød i køledisken resistente stafylokokker (MRSA) på sig. Forskerne vurderer, at mindst 15 % af de resistente stafylokokker, man finder humant kommer fra danske svin.
Både antibiotikaforbruget og forekomsten af resistente bakterier er markant lavere i den økologiske svineproduktion. Og det er vel og mærke uden, man ser en højere sygdomsforekomst. Tværtimod har nogle undersøgelser vist en lavere forekomst at luftvejs – og tarmsygdomme.
Fravænningsgrisende, der står for ca. 40 % af hele forbruget, bliver i den konventionelle svineproduktion syge, fordi deres tarmkanal ikke kan tåle, at de tages så tidligt fra soen. I økologien er de ved soen dobbelt så længe, og antibiotikaforbruget er kun 1/13.
Sundhedsrisiko for mennesker
Der er en voldsom miljøforurening med resistente bakterier fra det moderne svinelandbrug.
Det er et samfundsproblem, som primært udgør en stigende risiko for mennesker. Det er først og fremmest af hensyn til folkesundheden, at jeg synes, det katastrofalt store antibiotikaforbruget i landbruget og de dertil stigende resistensproblemer bør nedbringes, hvilket på den anden siden ikke vil være muligt uden at ændre produktionsmetoderne. Som jeg så også finder, bør ændres af hensyn til dyrene.
Antibiotikaforbruget kan kun nedbringes betydeligt ved, at vi indfører lovkrav om bedre forhold for dyrene. Forbruget bør som minimum halveres. Dyrene lider ikke ved at få al den antibiotika, men de lider, når vi ikke giver dem plads, halm og egnet foder, samt desuden ikke passer dem ordentligt.