Næstekærlighed og multikulturalisme. Befolkningen betaler for sociale eksperimenter
19. oktober 2015
NÆSTEKÆRLIGHEDSBEGREBET drøftes meget for tiden. Hvis man vil være god for andres penge – for eksempel for fællesskabets økonomiske midler – er der ikke tale om rigtig næstekærlighed.
I lignelsen om den barmhjertige samaritaner hjalp samaritaneren for sine egne midler.
Næstekærlighed kræver, at man personligt yder. Man hverken kan eller bør gøre næstekærligheden til et politisk eller kollektivt anliggende.
Næstebudskabet er en fordring til det enkelte menneske, der må afgøre med sig selv og sin gud, hvad der i den pågældende situation kræves af ham eller hende – ikke af næsten. For det er en sag mellem næsten og næstens gud. Man skal være varsom med at definere næsten og pligten for andre. Nogle siger, at ens næste kun kan være i nærområdet. Det undrer mig, sådan oplever jeg det ikke som kristen.
Lisbeth Zornig Andersens næste var nogle mennesker på motorvejen, det skal jeg ikke anfægte. Hun skal dog overholde landets love, som imidlertid var – og vist stadig er – delvist sat ud af kraft af nogle svage og usikre politikere.
Ud over det har hun klart markeret nogle politiske holdninger. Jeg synes ikke, at hun bør argumentere for dem med næstekærlighedsbegrebet.
Den del af dansk erhvervsliv, der ønsker øget indvandring eller det nuværende niveau opretholdt, har jeg for en stor dels vedkommende mistænkt for at ønske billig arbejdskraft.
Jeg synes ikke, de argumenterer ret godt for, hvordan øget indvandring af personer med ikke-vestlig baggrund fra Afrika eller Mellemøsten skulle være til gavn for Danmark.
Om det politiske skrev Kristeligt Dagblad i en lederartikel den 8. september, at hvis man tager den legitime debat om, hvor mange indvandrere et land kan modtage, så kan et klogt svar være: ” Så mange, befolkningen ønsker at modtage.” Multikulturalisme og åbne grænser er et eksperiment.
Befolkningen er forsøgets hovedpersoner.
Er befolkningen blevet oplyst godt nok om det? Findes der steder, hvor multikulturalismen er lykkedes samtidig med, at man har bevaret den åbenhed, tillidskultur og frihed, herunder ytringsfrihed og religionsfrihed samt lighed mellem kønnene, som vi har i Danmark? VI BEFINDER OS tæt på noget, der er (eller var) det bedste sted i verden. Hvis eksperimentet falder uheldigt ud, er det især vores børn, det vil gå ud over. Ikke os, der træffer beslutningerne nu.
I avisen den 12. oktober fortalte en indbygger med kurdisk baggrund om sin by Husby i Sverige, at det er ikke godt for børn at vokse op her.
Han bemærkede, at piger ikke mere kan færdes alene ude efter klokken 17. Sådan ser det efterhånden også ud nogle steder herhjemme. Netop en del af de indvandrere, der kom hertil for 20 år siden, kan i dag se problemerne og siger, vi fremadrettet bør begrænse indvandringen.
Politikerne i den nuværende regering virker handlingslammede og forvirrede. Det er jo nu, de skal komme med markante og opbremsende tiltag, hvis vi stadig skal kunne sende vores børn til bageren efter morgenbrød søndag morgen om 10 eller 20 år. Og hvis vores unge piger fortsat skal kunne færdes alene på gaden eller tage toget alene efter mørkets frembrud.
Regeringen har sparet på udviklingsbistanden. Det burde have været modsat.
Hvis et land for eksempel har et samlet budget på 20 milliarder kroner til flygtninge-og immigrationsområdet, så finder jeg, at den rigtige fordeling vil være to milliarder kroner til initiativer hjemme i landet og 18 milliarder til hjælp ude i verden. Blandt andet til oprettelse og drift af velfungerende og gode lejre, områder og småbyer tæt på krigsområderne, hvor FN eller Nato sørger for sikkerhed.
Hvis det drejer sig om at hjælpe så mange nødlidende som muligt for de midler, der nu engang er afsat til det, herunder også at hjælpe de fattige og de svage, der ikke kan flygte langt og betale menneskesmuglere, er denne løsning jo så oplagt den bedste.
Vi kan hjælpe langt flere i nærområdet godt for de samme penge.