Mere åbenhed i Det Etiske Råd
8. maj 2014
Helt fint med kritik af Det Etiske Råd – men husk, at rådet gavner den offentlige debat.
Jyllands-Posten har i den senere tid skrevet kritiske artikler om Det Etiske Råd. Jeg hilser dette velkomment, idet jeg finder, at ethvert råd, der er finansieret af skatteyderne, skal vurderes kritisk. At jeg så mener, rådet faktisk gør gavn, er en anden sag.Det har rådets formand, Jacob Birkler, ved et indlæg i JP 30/4, som jeg er enig i, argumenteret ret godt for. Det drejer sig om at skabe debat og rådgive borgere og politikere uden på nogen måde at tage ansvaret fra disse personer, der selv må træffe beslutningerne og finde frem til deres holdninger på de enkelte områder med stor etisk tyngde – forhåbentlig på et eftertænksomt og oplyst grundlag. Rådet skal bidrage til at forbedre beslutningsgrundlaget. Et råd som dette bør ikke være et ekspertråd, da eksperter ofte kan være eller bliver fagblinde. Derfor finder jeg blandingen af lægmand og eksperter værdifuld, præcis som i vores udmærkede lægdommersystem.
Vidensgrundlaget i Det Etiske Råd sikres ved at indhente faglig viden og input fra eksperter udefra. Jeg betragter hvervet i Det Etiske Råd som et slags offentligt ombud, som i øvrigt er ulønnet for medlemmerne. Der burde være større åbenhed om selve udpegningen. Og måske er arbejdsområdet blevet for stort med den seneste udvidelse i 2004, da fødevarer samt natur- og miljøområdet kom med. Der er grænser for, hvor megen tid til fordybelse det kan blive til, da de fleste medlemmer bliver nødt til, ud over deres forpligtelse for rådet, at have et almindeligt borgerligt arbejde for at få brød på bordet.
Uigennemskuelig udpegning
Det er ikke i sig selv et problem, at en person som Christopher Arzrouni er blevet medlem af rådet, uanset at han arbejder for at få det nedlagt. Personligt ville jeg nu kæmpe på anden vis for at få et råd nedlagt, men såfremt man som rådsmedlem bidrager loyalt uden at være særlig stramtantet, er der vel ikke grundlæggende problemer i, at man lader sig udpege til et råd, man vil have nedlagt. Måske burde vi snarere spørge dem, der har stået for udpegningen, hvad intentionen var. Men her rammer vi netop ind i denne uigennemskuelighed, der er omkring udpegningen, som jeg faktisk finder, er forkert. Om mit eget medlemskab, som JP tog op både i en leder 29/4 og 25/4, må jeg sige, at stik imod hvad især lederskribenten tilsyneladende tror, er det ikke sådan, at veterinæruddannelsen kun uddanner personer til at helbrede dyr eller til at beskæftige sig med dyreetik. Der er rigtig mange dyrlæger, der arbejder inden for fødevare- og medicinalindustrien, bl.a. som forskere, ligesom mange dyrlæger er beskæftiget inden for bioteknologi.
Jeg omtales i en artikel som den indvandrerkritiske dyrlæge. Men jeg er selv andengenerationsindvandrer og er ikke kritisk over for den enkelte indvandrer, der jo er et medmenneske. Jeg er derimod kritisk over for indvandringens størrelse og art. Det er vel en legal holdning? Ritzau har netop offentliggjort de seneste tal fra Danmarks Statistik, der viser, at vi i dag er 5,6 millioner, og det tal forventes at stige med 10 pct. frem mod 2050.
Tallet stiger
Det belaster naturen og infrastrukturen. I 2050 vil indvandrere og efterkommere udgøre 17,6 pct., og det er især andelen af personer med ikke-vestlig baggrund, der stiger mest. Denne udvikling bekymrer mig, men det mener jeg ikke diskvalificerer mig til at sidde i Det Etiske Råd.
Jeg er ikke kritisk over for den enkelte indvandrer, der jo som oftest blot kommer hertil for at forsøge at skabe bedre rammer for sig selv og sin familie. Min modstand angår således den førte indvandringspolitik, ligesom jeg ønsker en genskabt grænsekontrol, fordi jeg har mødt mange ofre for østkriminalitet. Politik og holdninger, herunder politisk uenighed, skal kunne rummes inden for et demokrati og ikke virke udelukkende i forhold til medlemskab af forskellige råd og nævn i samfundet.