Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Israel. Et ekstra hjem

20. februar 2015

Niels Andersen skrev i et indlæg den 18. februar med overskriften ” Stop den israelske premierminister” om det tilbud, Netanyahu for nylig har fremsat til Europas og herunder Danmarks jøder om, at de er velkomne i Israel. Niels Andersen synes, det viser, at Netanyahu har farlige drømme om et Storisrael. Han advarer og mner, at der er tale om en farlig mand

Jeg synes, at vi skal passe på i den alvorlige situation, at bringe vores politiske holdninger i forhold til Israels nuværende regering ind i vores vurdering af udsagnet.  Men jeg vil dog tilføje, at jeg heller ikke uden videre kan forsvare Israels bosættelsespolitik på Vestbredden.  Den bekymrer mig. Det er bare en anden sag.

Måske vil Netanyahu blot forsikre de europæiske og de danske jøder om, at de har endnu et hjem.  Man kan vælge at opfatte det som en udmelding til et udsat folk. Måske skal det forstås sådan. Det had, som vi ser til jøder mange steder i Europa, er dybt rystende. Jeg ville så inderligt ønske, at det ikke stod sådan til i Europa.

Mange kan ikke lide Netanyahu (han er heller ikke min mand), men det skal man egentlig ikke blande ind i sagen. Vi ved jo, at Israel oplever en stor bølge af indvandring, hver gang jødiske samfund i andre lande oplever terrorangreb mod dem blot fordi de er jøder.

Alle verdens jøder kan få israelsk statsborgerskab, hvis de ønsker at bo I Israel. Det er vel det, det drejer sig om.

Det er ikke til debat, at de danske jøder hører hjemme i Danmark, og de franske jøder høre hjemme i Frankrig etc. Det burde ikke være noget, nogen kunne sætte til debat. Men hvis man er truet i sit hjem, er det godt at have et hjem mere. Så spørgsmålet er mere, om vi gør nok for at beskytte vores jøder. Her synes jeg bl.a. at dele af venstrefløjen i dansk politik har svigtet.

Mange af verdens jøder opfatter Israel som et fristed og et ekstra hjem at tage hen, hvis de oplever forfølgelse, selvom Israels sikkerhed som sådan jo også er truet.

Lene Kattrup, bestyrelsesmedlem Dansk-israelsk Selskab i Kristeligt Dagblad 20.2.205

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver