Dyreetik. Både emotionelle og rationelle argumenter skal tælle med
4. november 2015
TAK TIL Nina Bjarup Vetter for kronikken den 21. oktober, som var en kritik af mit indlæg den 28. september på etik. dk om dyrevelfærd og dyreetik. Vi er paradoksalt nok enige i en stor del af det, Nina Bjarup Vetter ellers fremfører som en uenighed mellem hende og mig og derfor bruger som en kritik af mit indlæg. Først til sidst i kronikken er der tale om en reel uenighed.
Meget tyder på, at hun er faret for hastigt i blækhuset i stedet for at læse mit ret lange indlæg grundigere. Her blot et par eksempler og et forsøg på svar, da pladsen ikke tillader mere. Jeg må herudover henvise til mit oprindelige indlæg på etik. dk. http://www.etik.dk/dyreetik/dyreetik-om-loven-hykleriet-foelelserne-og-forbrugernes-ansvar
Nina Bjarup Vetter kritiserer, at jeg lader forbrugeren bære ansvaret for en fejlslagen dyreetik i det konventionelle landbrug. Hun mener, dette ansvar bør være lovgivernes, dvs. politikernes.
Imidlertid skrev jeg: ” Reglerne, rammerne og lovgivningen er afgørende. Loven er ikke god nok for vores landbrugsdyr.” Det kan næppe siges mere tydeligt.
Det fremgår, at jeg synes, hovedansvaret er politikernes (EU og det enkelte land). Jeg mener, at alt det kød, der sælges i vores butikker, burde stamme fra dyr, der er blevet behandlet dyreværnsmæssigt og dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt.
I en erkendelse af, at politikerne har svigtet, anbefaler jeg forbrugerne at købe økologisk svinekød eller frilandssvinekød, hvor dyrene har væsentligt bedre forhold.
Nina Bjarup Vetter skriver, at jeg finder, at det, der foregår i landbruget, er naturligt. Det gør jeg ikke, og det skrev jeg heller ikke. Mine ord var: ” Jeg mener, at de forhold, vi byder et svin i den konventionelle svineproduktion, i dag er så ringe, så man etisk set ikke kan tillade sig at købe almindeligt svinekød, hvis man går ind for en vis grad af dyrevelfærd.” Her beskrives bestemt ikke noget, jeg synes er naturligt eller i orden.
Hun skriver, at man i stedet bør vægte naturlige relationer mellem dyr og mennesker. Det fremgik i mit indlæg, at jeg er enig. Jeg skrev om dette og gav to eksempler på det for at forklare, hvorfor jeg synes, at relationer er væsentlige.
Nina Bjarup Vetter mener, at mange eksperter underkender menneskers følelser over for dyr, og antager, at jeg er enig her. Men i indlægget kritiserede jeg netop tendensen og skrev blandt andet: ” Der har i debatten været en tendens til, at man gør en smule grin med eller ser ned på mennesker, der har mange følelser over for dyr. Jeg har ofte erfaret som dyrlæge, at de personer, der har empati og ansvarsfølelse over for dyr, også har empati og ansvarsfølelse over for deres medmennesker. En del undersøgelser støtter denne observation.
Vi ved fra studier, at personer, der er brutale og voldelige over for dyr, også har en tendens til at være voldelige og ufølsomme over for andre mennesker.”
Kronikøren og jeg er dog reelt uenige i vurderingen af jagt – herunder storvildtjagt.
Men når Nina Bjarup Vetter skriver, at ” Lene Kattrup bakker op om, at jægere for sjov dræber sagesløse dyr”, så er det en stærkt misvisende måde at gengive mine ord på.
Jeg må igen henvise læseren til mit oprindelige indlæg, hvor jeg anstillede nogle etiske rettesnore for en bæredygtig og acceptabel jagt. Det fremgik, at det alene er denne type jagt, jeg kan gå ind for.
Nina Bjarup Vetter slutter med at skrive, at positive følelser som barmhjertighed, kærlighed, omsorg og respekt skal styre vores lovgivning og etik. Det er jeg ikke uenig i, men der skal inddrages saglighed, viden og realisme.
Når jeg som dyrlæge skal beskrive en uforsvarlig og forkert behandling af dyr, for eksempel i forbindelse med en anmeldelse, erklærer jeg måske, at dyrene ” har været udsat for en høj grad af smerte og lidelse, fordi de i længere tid var placeret i kulde i en lille kasse uden mulighed for at kunne bevæge sig og uden adgang til foder eller vand.
De var svage, afkølede og stærkt dehydrerede, da de blev fundet” med mere (et aktuelt eksempel). Jeg vil så yderligere argumentere og præcisere min beskrivelse og vurdering i forhold til den aktuelle dyreart, da det vil have en betydning for graden af angst, smerte og lidelse.
Der bruges således en saglig/ veterinærfaglig begrundelse, som dyreværnslovens paragraffer også tydeligt lægger op til. Jeg vil ikke argumentere ud fra følelser og blot anføre, at ” jeg havde ondt af dyrene og følte barmhjertighed”. Det vil ikke række.
Følelser og mavefornemmelser er i alle livets spørgsmål og især i etiske spørgsmål vigtige rettesnore. De fungerer som en vigtig alarmklokke, der sjældent tager fejl. En stemme, der altid bør lyttes til. Men vi skal forsøge også at komme med rationelle argumenter for, hvorfor dette eller hint er uetisk og ikke bør accepteres i samfundet.
Kristeligt Dagblad, 4. november 2015 LENE KATTRUP