Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Det skal hænge sammen

12. juni 2015

Hav ikke tillid til et parti, hvis det på mange områder ikke tydeligt fremgår af programmet, at der skal prioriteres og vælges. For så er der tale om svaghed og urealistiske drømme. Vi ser det f. eks., når partierne viger tilbage for at indrømme, at vi bliver nødt til at prioritere i sundhedsvæsenet på grund af de voldsomt stigende medicinudgifter. Ellers bliver der til sidst ikke råd til at pleje patienterne.

Uanset politisk program foretrækker jeg politikere, der tør se virkeligheden i øjnene og sige det, de ser, til vælgerne.

De Radikale vil fastholde eller acceptere en stigende indvandring til landet, men giver udtryk for, at vi samtidig kan hæve ulandsbistanden og bevare vores velfærdsstat samt vores serviceniveau over for borgerne.

De forholder sig ikke til, at vi kunne modtage færre, men øge indsatsen i verdens brændpunkter og hjælpe flere i nød for de samme penge, uden som nu at få årlige ukontrollable udgiftsstigninger.

Kommunerne over hele landet må spare voldsomt grundet de stigende udgifter til flygtninge. Det er o. k., hvis det er et bevidst politisk valg, der har været meldt klart og åbent ud til vælgerne.

Der er ikke råd til begge dele.

Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis 12.06.2015

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver