Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Det er politikerne, der skal handle

23. august 2018

 

I et indlæg i avisen 8. august kritiserede Lars Aslan Rasmussen (MF for S) de danske imamer for at være tavse, når deres kolleger fx. opfordrer til drab på jøder og erobring af Vesten. Eller når imamer, der går ind for drab på homoseksuelle og vold mod kvinder, inviteres til landet. Hvorfor er der ikke en eneste almindelig imam eller nogen af tilhørerne, der reagerer og siger ”Vi tager afstand fra disse udtalelser” eller ”Det, denne imam siger, er ikke foreneligt med islam og at bo i Danmark”, spurgte han om.

Et centralt spørgsmål. Sagen er, at det stammer fra islams hellige tekster.Det er godt, Aslan Rasmussen peger på problemerne. Det skal han have tak for.  Jeg er dog ikke enig, når han siger, at de mørke kræfter kun kan og skal bekæmpes af muslimerne selv. Her løber han fra sig eget ansvar som politiker. Han har været med til, at vi har importeret personer til landet med dette samfunds- og menneskesyn, hvilket vi stadig gør fx i form af familiesammenføring. Vi kan se, at gruppen vokser hastigt i Danmark. Som KD oplyste 4.august, var der i Danmark i 1980 kun 1 % ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, i dag er der ca. 8 % ikke-vestlige indvandrere, 500.000 personer. En stor del er muslimer.  I Europa vokser antallet af muslimer (også uden yderligere indvandring) hurtigere end alle andre religiøse grupper inkl. de kristne, fordi muslimerne i Europa har en betydelig lavere medianalder – otte år lavere- end gennemsnittet. Der er derfor flere i den fødedygtige alder. Samtidig er fertiliteten højere. (Pew Research rapport 2017” The Changing Global Religious Landscape”). For de kristne I Europa er det stik modsat, de ligger i den anden ende med den højeste medianalder og en lav fertilitet.

 

Det er de danske politikere, der bestemmer, hvordan indvandringen til Danmark skal være.  De afgør hvilke lande, vi vil modtage mennesker fra. Det er ikke fremmede magter, der bestemmer det. Som ansvarlig politiker kan man heller ikke blot overlade det til skæbnen. Der skal navigeres.

Vi ved fra bla. en Rambøll- (2006) og en Wilke-undersøgelse (2015) foretaget for Jyllands-Posten, at en stor og i øvrigt stigende andel af de danske muslimer, 52 %, ikke går ind for en modernisering eller reformation af islam, hvor islam for de muslimer, der bor her, kan tilpasses et vestligt samfund. 40 % siger, at Koranen skal indgå i dansk lovgivning, mens 77 % mener, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. (tidligere var det 62 %).  Hvordan kan Lars Aslan Rasmussen mene, at opgøret med islamismen kan overlades til de muslimer, der allerede er her.

 

På baggrund af disse dystre tal bør han i stedet tale om, hvad han selv og hans parti vil foretage sig. Som han siger, haster det jo.  Der er ikke tegn på, at imamerne eller de sekulære, vestlige demokratiske muslimer, vi har her i landet, får startet et opgør med de dele af islams indhold, der ikke kan forenes med demokratiet og vestlige værdier. Tværtimod.

 

Jeg undrer mig over, at Aslan Rasmussen omtaler de muslimske fællesskaber inkl. Islamisk Trossamfund som menigheder. Når der, som i hans eksempler, er tale om politisk islam, islam fortolket bogstaveligt, synes jeg, det er misvisende, hvis dette ord bruges. Selv ordet trossamfund forekommer mig også forkert. For der er i disse tilfælde ikke tale om den enkeltes frivillige trosoverbevisning, der frit kan forlades, som ved vores nutidige protestantiske kristendom.  Sidst forstår jeg slet ikke, at vores politikere mener, de skal skattebegunstige samt anerkende disse ”trossamfund”/fællesskaber, hvor de jo sørger for, at de blåstemples overfor vores unge, der bliver ledt i antidemokratisk retning.

 

Vi har ikke kun brug for fordømmelse af de yderliggående danske imamer, vi har brug for, at de danske politikere tager et ansvar og får indført den lovgivning, vi har brug for.  De bør starte med at stoppe fødekæden til problemerne. Der er brug for handling, ikke kun ord.

 

Lene Kattrup. Trykt i Kristeligt Dagblad den 23.8.2018 i lidt forkortet form

http://www.pewforum.org/2017/04/05/the-changing-global-religious-landscape/

 

 

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver